18-årige Caroline vil gerne med til prins Christians fødselsdag: "Han er en flot fyr"

Caroline Nielsen er en af de unge, der har ansøgt om at komme med til prins Christians gallataffel i forbindelse med hans fødselsdag.

Det var Caroline Nielsens veninde, der fortalte hende om ballet. 

Veninden havde læst en artikel, hvor der stod, at to 18-årige fra hver kommune kunne deltage i prins Christians fødselsdagsfejring på Christiansborg Slot. 

- Vi har altid joket lidt med, at jeg skal giftes med Christian, fortæller Caroline Nielsen til TV 2 Kosmopol.

- Så min veninde var sådan: "Nu er det nu".

I alt 200 unge - en dreng og en pige fra hver af landets kommuner, Grønland og Færøerne - er inviteret til galla-taffel på Christiansborg Slot den 15. oktober med dronningen som vært.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan de har grebet opgaven an. 

Caroline Nielsen er 18 år gammel og fra Albertslund Kommune, hvor hun arbejder i hjemmeplejen. Hun opfylder derfor kriterierne som mulig festdeltager. 

Forleden sendte hun kommunen en skriftlig ansøgning, hvor hun argumenterede for, hvorfor det var lige præcis hende, der skulle have lov til at komme med til den kongelige fødselsdagsfejring. 

- Man kunne også sende en video, men det tænkte jeg ville være for mærkeligt. Så ville jeg bare sidde og blive helt rød i hovedet, når jeg skulle snakke om det, fortæller Caroline Nielsen: 

- Jeg endte med at skrive, at jeg er sød og fornuftig, og at jeg vil være en god repræsentant for Albertslund, fordi jeg arbejder i hjemmeplejen. 

Nu venter hun spændt på, om hun er en af de udvalgte, der får lov til at hilse på de kongelige.

- Jeg har et lille godt øje til prins Christian, han er en flot fyr. Og så fascinerer det mig lidt, at han er prins, siger Caroline Nielsen.  

Gammeldags

Hvis hun bliver inviteret, vil Caroline Nielsen finde en pæn kjole, hun kan have på til lejligheden, fortæller hun. 

- Jeg skal ikke have sådan noget "Albertslundtøj" på. Det er lidt for trucker-agtigt. Jeg vil gerne være anstændig at se på, siger hun. 

Hun synes, at det kunne være "sejt" at komme ind på et slot til en vaskeægte gallafest. Det har hun ikke prøvet før. 

Hun forestiller sig, at gæsterne skal sidde i et stort lokale indrettet i "gammeldags" stil og få serveret retter på fine tallerkener og med fint bestik, fortæller hun. 

Kongehuset er ikke fjernt for hende. Hun er fascineret af kongefamilien og følger generelt med i, hvad de foretager sig.

- Hver gang der er artikler om kongehuset, så læser jeg dem, siger hun:

- Jeg har også været inde og se dronningens smykker. Jeg kan godt lide historien bag. 

En ud af fire

Der har været meget snak om prins Christians fødselsdagsfest i hendes omgangskreds. 

Nogle er interesserede i kongehuset som hende selv, mens andre er mere ligeglade, fortæller Caroline Nielsen. 

Albertslund Kommune oplyste fredag i sidste uge, at de indtil videre havde modtaget fire ansøgninger fra 18-årige, der ville med til fejringen. 

Det kommer bag på Caroline Nielsen. Hun troede, at der ville være flere. 

- Det er jo sindssygt. Jeg troede mindst, at der ville være et par tusinde, siger hun. 

Unge i Albertslund Kommune kan sende en ansøgning frem til den 1. september. Herefter vil en kommunal jury udvælge de to unge, der skal med til festen. 

- Det er vigtigt at finde nogen, der er troværdige, og som giver et retvisende billede af, hvad Albertslund står for, sagde Amalie Sletting Thykier, kommunikationsmedarbejder og jurymedlem i Albertslund Kommune tidligere til TV 2 Kosmopol:

- Vi vil lægge vægt på diversitet i udvælgelsen, så vi får to unge, der repræsenterer noget forskelligt.

Prins Christians gallataffel finder sted søndag den 15. oktober. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik