Oversigt

Seneste nyt

Coop sælger ejendomme for en milliard

Coop kom ud af 2022 med et rekordstort underskud. Men efter et milliardsalg af ejendomme er der nu penge på vej ind i koncernen.

Dagligvarekoncernen Coop sælger nemlig ejendomme for en milliard kroner til pensionsselskabet PensionDanmark.

Det skriver parterne i en fælles pressemeddelelse.

Pengene fra salget skal blandt andet bruges på den omtalte omstrukturering i koncernen, hvor blandt andet Kvickly, SuperBrugsen og Irma fremover skal samles i en kæde med navnet Coop. Det er samme øvelse, der medfører Irmas lukning.

- Vores opsparing i mursten er vokset med et milliardbeløb gennem de seneste år, siger Kræn Østergård Nielsen, administrerende direktør i Coop, i pressemeddelelsen.

- Vi bruger en del af den opsparing til at gennemføre denne store transformation.

Coop har planer om at investere fire milliarder kroner i den nye strategi frem mod 2027.

Salget omfatter en række ejendomme i Brøndby, Albertslund og Hasselager ved Aarhus. Fremover skal Coop leje ejendommene af PensionDanmark.

Det omfatter også byudviklingsprojektet Coop Byen Vest med 378 lejligheder og rækkehuse i Albertslund. Coop har hidtil samarbejdet med PensionDanmark om projektet.