Klargøringen af Badesøen i Albertslund er i fuld gang i disse dage.
Vi glæder os helt vildt til at åbne Badesøen, vores lille Mallorca.
Det i alt 5.000 kvadratmeter store område bliver pudset og poleret, og forventningerne til sommersæsonen 2018 er store.
- Det er altid dejligt at komme i gang med at klargøre Badesøen, og hele personalet ser frem til, at vi skal åbne. Lige nu bliver vandbehandlingsanlægget indkørt, og vandkvaliteten justeret, siger Ole Lindholdt, der er idrætsdirektør i Albertslund idrætsanlæg og tilføjer, at alle procedurer for personalet er blevet gennemgået grundigt før åbningen:
- Vi har gennemgået sikkerhedsproceduerer og andre interne procedurer på vores badesømøde i sidste uge, så al personalet er opdateret og klar til åbning, siger han.
Badesøen, der er et af Nordeuropas smukkeste friluftsbade, har et stort poolområde, som er omkranset af både træer og hegn. Hele området dækker 5.000 kvadratmeter, og vandområdet ved den udendørs swimmingpool udgør i alt 2.800 kvadratmeter og har en diameter på 60 meter.
- Vi glæder os helt vildt til at åbne Badesøen, vores lille Mallorca. Vi åbner d. 19. maj kl. otte med borgmestertale, morgensang, gratis indgang og gratis morgenmad, siger Ole Lindholdt.
Poolen har en minimumstemperatur på 24 grader, og der er desuden både soppebassin, stor hoppepude, vipper og rutschebaner.
I løbet af sommeren er der forskellige aktiviteter - blandt andet grillaftener, hvor man må tage sin egen mad med og tilberede det ved poolkanten.
Du kan læse meget mere om Badesøen Albertslunds aktiviteter og åbningstider ved at klikke her.