Hun skal finde et nyt sted at overnatte hver nat. Alligevel vil 47-årige Maja ikke bytte tilværelsen ud

Kom af med gælden og genvind din frihed. Maja Søndergård Andersen besluttede sig for at tage fuld kontrol over sit liv, og den proces har ført til nogle drastiske ændringer.

Genudgivelse:
Artiklen blev oprindeligt udgivet i maj måned, men vi synes stadig, den har masser at byde på. God fornøjelse.

Hun bor på seks kvadratmeter i en varevogn, som hun flytter fra sted til sted. 

På den minimale plads har hun køkken, toilet og en seng - og alt andet hun har brug for. 

Hun mangler intet og nyder, at hun kan parkere sin bil, så hun altid er tæt på naturen. Friheden vokser dag for dag.

Førhen var der lån og klatgæld her, der og allevegne, og økonomien var langsomt, men sikkert ved at blive en spændetrøje om Maja Søndergård Andersen og det liv, hun egentlig gerne ville leve: Et liv med frihed og muligheden for selv at bestemme, hvad hun ville bruge sin tid og sine kræfter på.

- Jeg havde masser af gæld, og havde på ingen måde råd til ikke at arbejde i en periode, siger Maja Søndergård Andersen, der til dagligt arbejder som konsulent i Novo Nordisk.

Hendes gæld - og de mange begrænsninger den endte med at pålægge hende - fik hende til for seks år siden at tage sit liv op til revision.

De fire mål

Hun satte sig nogle konkrete mål, som hun skrev ned. 

Inden hun blev 50 år, skulle hun:

  1. Være gældfri
  2. Bo i naturen
  3. Have en opsparing på minimum 500.000 kroner
  4. Være sin egen chef

Men hun vidste også, at for at målene kunne nås, ville det kræve nogle drastiske livsændringer. 

Hun satte sig for at sælge boligen i Rødovre, og gav sig til at undersøge, hvordan man kan bo på meget lidt plads. Hun så videoer på Youtube og fulgte profiler på Instagram.

- Egentlig var det tanken, at jeg ville have et tiny house et eller andet sted, men så stødte jeg på fænomenet vanlife, hvor man bor i en ombygget varevogn siger hun.

Det lød som noget for hende, og hun flyttede i en ombygget varevogn på hvide plader som første skridt på vejen til at nå sine mål. 

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Må man bo i sin bil i Danmark?

For at kunne bo i en ombygget varevogn skal den registreres til autocamper på hvide plader.

Siden 1. juli 2021 har det været muligt at bruge sin autocamper som fast bolig med dispensation fra Motorstyrelsen. Det kræver, at man er tilmeldt digital post og har oplyst en adresse, hvor myndigheder kan komme i kontakt med en.

På offentlige rastepladser i Danmark er det tilladt at parkere og i princippet overnatte en enkelt nat i bilen, men overnatningen må ikke få karakter af camping

Kilde: Dansk Camping Union og naturguide.dk

Solgte boligen i Rødovre

Maja Søndergård Andersen lægger ikke skjul på, at hendes usædvanlige valg handler om frihed. Personlig frihed. Uden gæld og med en opsparing vil hun kunne gøre, som hun vil.

- Jeg har tre døtre. De to er voksne, og den sidste på 17 er på efterskole. Dermed er jeg i en periode af mit liv, hvor jeg kan bo, som jeg har lyst til, og min ombyggede varevogn passer mig perfekt, siger hun.

Til september betaler hun sidste afdrag på sin gæld og er dermed gældfri. Og fordi hun kan altid kan rykke sin varevogn rundt i naturskønne omgivelser, så kan hun altså sætte foreløbigt flueben ud for de to første mål.

quote Jeg brugte rub og stub af, hvad jeg tjente. Jeg lånte til IKEA-møbler og tror, at jeg betalte 17 procent i rente

Maja Søndergård Andersen

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Vanlife Maja livsstil varevogn gæld bolig
Maja kan opfylde mål nummer to - at bo i naturen - i sin vogn. Næsten dagligt triller hun til et nyt spot tæt på sin arbejdsplads.

Når forbruget vokser

Når Maja Søndergård Andersen ser tilbage på det liv, hun levede før varevognen og de nedskrevne mål, siger hun, at hun var ramt af "livstils-inflation".

- Hvis jeg steg i løn, så skulle jeg straks have en ny bil. Og lånte til den. Det blev også til et nyt køkken. Jeg brugte rub og stub af, hvad jeg tjente. Jeg lånte til IKEA-møbler og tror, at jeg betalte 17 procent i rente, fortæller hun.

Du lyder lidt som en, der kunne have været med i Luksus-fælden?

- Ja, det er tæt på. Men der har de som regel mere, de kan skære ned på eller skaffe sig af med. Jeg havde ikke så meget, jeg kunne sælge.

Men alligevel tog hun fat på den økonomiske oprydning.

Hun gik til angreb på IKEA-lånet, og fik det betalt ud. Og med de penge, hun dermed fik til overs, begyndte hun at betale mere af på andre lån. Bid for bid blev gælden mindre - og vil altså være helt væk om få måneder.

- Jeg er meget visuelt orienteret. Så jeg laver plancher og posters, så jeg kan se, hvordan det udvikler sig. Og så handler det om at planlægge. Du skal se på hver krone, du får ind - og så give den et job - en opgave - i stedet for at pengene bare går ind på kontoen og så bruger man dem.  Man skal tage stilling og beslutte, hvad man vil bruge sine penge på, siger hun.

Sammen med en veninde er hun ved siden af sit faste arbejde  i gang med at etablere sig som økonomisk vejleder i virksomheden pengero.dk, hvor de ikke rådgiver folk om deres privatøkonomi, men giver gode råd til, hvordan man kan indrette sit liv økonomisk, så man selv sætte farten. 

Livet i bilen

Men hvad siger hendes tre døtre til, at deres mor bor i en ombygget varevogn?

- De har faktisk super optur over det. Jeg har været en del på tur med den mellemste i vognen. I påsken var vi i Østrig og Italien, og i november kørte vi gennem Spanien. Min datter blev sat af i Lissabon, hvorfra hun selv tog hjem, ens jeg kørte videre et par uger.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Maja Søndergaard lægger ikke skjul på, at livet i en varevogn også har en udløbsdato. Hvis der for eksempel kommer børnebørn til, så skal bilen byttes ud med en fast adresse. Og selv om hun med sin meget begrænsede plads ikke har mulighed for at invitere gode venner til middagsselskab, så har hun skam et socialt liv alligevel.

- Så besøger jeg jo bare mine venner. Og hvis der går rødvin i den, så har jeg aldrig ret langt hjem, fordi jeg bare kan gå ud i min vogn og sove, griner Maja Søndergaard Andersen.

Van life - et liv i et hjem på hjul

At bo i en varevogn - van life - kommer som så mange andre livstilsfænomener fra USA, hvor friheden og de åbne vidder tiltrækker mange, der vil væk væk fra det liv, de opfatter som en tilværelse i et hamsterhjul.

Når vognen er betalt og indrettet, skal beboeren ikke længere tænke på husleje, kreditforeningslån, nyt tag eller naboer. For i varevognen bestemmer man selv, hvor man vil være.

Filosofien har også vundet indpas her i landet, hvor Maja Søndergård AAndersen altså er en af dem, der dyrker den. Og hun er ikke alene. På Facebook har gruppen Vanlife Danmark over 20.000 medlemmer, som enten er flyttet i vogn - eller som drømmer om det. Den kan du finde her.

Hun siger også, at som reglerne er - så har hun altid ret til at overnatte i sin vogn, hvis hun  er for træt til at køre i den.

Jeg er nødt til at spørge. Hvordan - eller rettere hvor - går du på toilettet?

- Haha. Jeg har skam toilet i bilen. Sådan et lille muldtoilet.

Fremtiden

Når gælden er betalt, og opsparingen af de 500.000 er i gang, så vil Maja Søndergård Andersen være godt på vej mod sine næste mål. Og det kan godt være, at når hun når målet om opsparingen og så beslutter sig for at spare endnu mere op. Men der er et formål med det.

- Jeg vil gerne kunne hive et helt år ud af kalenderen, hvor jeg rejser rundt. Eventuelt også med mine døtre, siger hun.

Du kan følge Maja Søndergård Andersen og hendes liv på flere profiler på Instagram. Dels har hun sammen med veninden Sofie profilen Pengero.dk, hvor de giver gode råd til folk, der vil lære at strukturere deres økonomiske liv bedre, og så har hun profilen Van.villa.stories, hvor hun fortæller om livet i den ombyggede varevogn.

Du kan følge Maja Søndergård Andersen på Instagram-profilerne pengero.dk og van.villa.stories.

Jeg vil gerne kunne hive et helt år ud af kalenderen, hvor jeg rejser rundt.
Jeg vil gerne kunne hive et helt år ud af kalenderen, hvor jeg rejser rundt.
Foto: Privatfoto

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik