Politi og brandvæsen måtte torsdag aften haste til et lejlighedskompleks i Magleparken i Ballerup, efter at flere beboere havde ringet om røg i opgangen. Røgen viste sig at stamme fra en brand i en barnevogn.
Vi sender det, der er tilbage af barnevognen, ind til tekniske undersøgelser
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.
- Nogen har påsat brand i en barnevogn, der stod i opgangen. Vi har ikke fundet noget brandbar væske omkring barnevognen, men en barnevogn kan af gode grunde ikke antænde sig selv, siger vagtchef Lars Jørgensen.
Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes
Branden blev anmeldt kort før klokken 20.30, og ifølge billedmediet Local Eyes sprang mindst en beboer ud fra sin altan i stueplan på grund af røgen.
- Der har været røggener, og røgen var ved at gå ind i nogle lejligheder, men jeg kan ikke bekræfte, at nogen skulle være hoppet ud fra altaner, siger vagtchefen fra Københavns Vestegns Politi.
Han oplyser, at beboerne blev bedt om blive inde i deres lejligheder, mens beredskabet satte en blæser til for at blæse røgen ud oppe i toppen af opgangen.
Ingen af beboerne i opgangen blev ifølge politiet bragt til hospitalet for at blive tjekket for røgskader.
Politiet vil nu undersøge, hvad der kan være skyld i branden i barnevognen.
- Vi sender det, der er tilbage af barnevognen, ind til tekniske undersøgelser, lyder det fra vagtchefen.