Oversigt

Seneste nyt

Person anholdt efter drab på 29-årig mand på hotel

En person er anholdt i forbindelse med drabssagen i Brøndby, hvor en mand lørdag blev fundet død på et hotelværelse.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på X.

Anholdelsen skete ifølge politiet kort før klokken 11 i Ballerup. Politiet tilføjer, at de samtidig har identificeret to andre mistænke.

- Vi ved hvem de er, og vi opfordrer dem til at melde sig selv til politiet, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby

Den dræbtes pårørende er nu underrettet. Københavns Vestegns Politi oplyser, at den dræbte er en 29-årig mand fra Polen.

- Efterforskningen fortsætter, og vi kan ikke oplyse yderligere for nu, siger Charlotte Skovby videre.

Politiet hører gerne fra personer med kendskab til hændelsen og kan kontaktes på 43 86 14 48.

Det formodede drab fandt sted på A Hotels på i Brøndby, hvor hotellets personale lørdag ved middagstid havde fundet manden død på et værelse og kontaktet politiet.

Herefter rykkede politiet massivt ud og afspærrede området. Efter indledende efterforskning blev det lørdag eftermiddag meldt ud, at dødsfaldet vurderedes til at være sket under omstændigheder, der fik politiet til at efterforske sagen som et drab.

Søndag formiddag er Københavns Vestegns Politi fortsat til stede på hotellet, oplyste vagtchef Brian Holm til TV 2 Kosmopol kort efter klokken 09.