Der var meget på spil, da Brøndby IF og FCK mødtes i Teliaparken den 5. maj.
Og måske derfor gik begge klubbers fans over stregen.
Nu straffes begge klubber i hvert fald med bøder, fordi fans på begge sider kastede med pyroteknik (der eksempelvis kan være fyrværkeri og røg, red.) før og under kampen.
Det har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet, oplyser DBU i en pressemeddelelse.
FC København får en bøde på 125.000 kroner, mens Brøndby IF sanktioneres med en bøde på 175.000 kroner.
FCK vandt kampen over Brøndby IF og sikrede sig dermed det danske mesterskab.
Brøndby havde også noget på spil. Havde klubben vundet, kunne Brøndby IF gøre sig forhåbninger om en bronze-medalje. Klubben endte på 4. pladsen i Superligaen.
Pyroteknik på banen
Dommer Mads Kristoffer-Kristoffersen noterede under kampen, at FCK-fans affyrede pyroteknik før kampen og i begge halvlege, mens Brøndbys fans antændte minimum 100 stk. pyroteknik før kickoff
Derudover kastede Brøndby-fans 10 til 15 stk. pyroteknik på banen i kampens 2. minut, mens FCK-fans kastede en genstand på banen i det 53. minut, der ramte Brøndby IF’s Dominik Kaiser.
Begge klubber kan anke kendelserne til Fodboldens Appelinstans inden for de næste to uger.