De mange stenkast fra motorvejsbroer i hele landet fortsætter.
I dag blev en personbil ramt af en sten ved Ishøj Stationsvej. Det bekræfter Københavns Vestegns Politi overfor TV 2 Lorry.
Hændelsen opstod klokken 15.39, da en personbil kørte under motorvejsbroen ved Ishøj Stationsvej.
- Føreren af en personbil er på vej ad Køge Bugt-motorvejen i sydgående retning, da hun bliver ramt af en sten, siger vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Mikkel Clausen, til TV 2 Lorry.
Har ikke set stenkastere
Han forklarer videre, at stenen rammer bilen omkring forruden, men at føreren fortsætter. Derfor modtog politiet først anmeldelsen, da bilisten kom hjem.
Det sker desværre lidt ofte i øjeblikket
- Hun har ikke set nogen personer på broen før stenslaget, siger vagtchefen, der desuden betegner stenkastet som 'større end et almindeligt stenslag'.
Politiet er netop nu igang med at afsøge området omkring motorvejsbroen i et forsøg på at sikre sig spor i sagen.
Politiet leder efter spor - og spærrer måske motorvejen
- Vi leder efter stenen, og forsøger at sikre os eventuelle spor i sagen, siger Mikkel Clausen og fortsætter:
- Det sker desværre lidt ofte i øjeblikket. Jeg mener også, at vi her i kredsen havde en hændelse et andet sted i weekenden.
Motorvejen er ikke spærret endnu. Jeg ved ikke, om det bliver nødvendigt, det må vi se på
Desuden ved politiet endnu ikke, om motorvejen skal afspærres i forbindelse med efterforskningen på og omkring motorvejsbroen.
- Motorvejen er ikke spærret endnu. Jeg ved ikke, om det bliver nødvendigt, det må vi se på, siger vagtchefen.
En meget alvorlig sag
Hos Københavns Vestegns Politi ser man med stor alvorlighed på sagerne, der potentielt kan koste menneskeliv.
Det er selvfølgelig meget, meget alvorligt, og forbundet med stor fare
Det skete på Fyn den 21. august, hvor en 33-årig tysk kvinde omkom, da en betonflise blev kastet ned fra motorvejsbroen ved Langesø.
- Det er selvfølgelig meget, meget alvorligt, og forbundet med stor fare, når sådan noget sker (stenkast fra broer, red.), siger vagtchef Mikkel Clausen, som videre fortæller, at en eventuel anholdt i en sådan sag vil blive sigtet for overtrædelse af straffelovens § 252.
Straffelovens § 252
Stk. 2: På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.
Stk. 3: Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.
Kilde: Den Danske Straffelov