Oversigt

Seneste nyt

Lastbil brager ind i bro: Togtrafik standset og vej spærret

Politi og beredskab er massivt til stede ved Ølstykke. Her er en lastbil lørdag eftermiddag kørt ind i en togbro over Frederikssundsvej.

Som resultat af ulykken er en del af vejen spærret, mens S-togtrafikken - der ledes via den påkørte bro - i en periode har været standset. Det skriver Presse-fotos.dk, der har talt med vagtchefen ved Nordsjællands Politi.

- Vi er ude på stedet og har afspærret begge vognbaner – trafikken bliver ledt ude om i de nærmeste kryds. Vi har i en periode haft togtrafikken indstillet mellem Ølstykke og Stenløse Station, siger vagtchef David Eckert til mediet.

Ekstra Bladet skriver, at flere afgange mellem Frederikssund og Stenløse har været aflyst, men efter undersøgelser foretaget af Banedanmark er togtrafikken lørdag eftermiddag genoptaget.

Lastbilchaufføren meldes i stabil tilstand efter sammenstødet, dog med skader på benet. Nordsjællands Politi modtog ifølge Presse-fotos.dk anmeldelsen klokken 15.05.

Det fremgår samtidig af Vejdirektoratets hjemmeside, at Frederikssundsvej er spærret for trafik i sydøstgående retning mellem Ring syd og Krogholmvej. Der forventes genåbnet først på aftenen. Højre spor er farbart i retning mod Frederikssund, lyder beskeden.