Triggerwarning: Artiklen indeholder eksplicitte beskrivelser af en spiseforstyrrelse.
Victoria Schapiro husker, hvordan hun som barn var vidne til sin mors kritiske monologer foran spejlet.
Det var både maven og lårene, den var gal med, husker hun. Med kommentarer om, at det nu skulle være slut med sukker.
På trods af at hun både så sin mor træne, være på slankekure og få lavet botox, oplevede Victoria aldrig, at hendes mor var tilfreds med sit eget udseende.
- Som barn så jeg på hende og tænkte: ”Sådan gør mor, og mor gør altid det rigtige. Så det skal jeg også gøre,” forklarer Victoria Schapiro.
Hun mener, at hendes mor var en af årsagerne til den spiseforstyrrelse, hun udviklede som 14-årig.
Jeg så tilbage på min barndom og indså, hvor stor en påvirkning hendes negative kropsbillede havde haft på mig.
Og så tror hun ikke, at hendes mor er alene om at begå de fejl, hun tilsyneladende gjorde i Victorias barndom.
- Jeg tror faktisk, der er mange forældre, der kommer til at tage sig til maven indimellem og påtale deres egne kostvaner foran deres børn, siger hun med en opfordring til forældre om at være påpasselige med, hvordan de taler om sig selv foran deres børn.
Søg hjælp, hvis du oplever symptomer
Hvis du har symptomer på en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at søge hjælp. Alle kan få anonym og gratis hjælp hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Ring til rådgivningen på 7010 1818 eller læs mere på spiseforstyrrelse.dk.
Koffein, hovedpinepiller og flere timers træning
20-årige Victoria Schapiro er lige nu aktuel med bogen ’Fuck restrictions – and your mom too’.
I den beskriver hun, hvordan hun som 14-årig udviklede en spiseforstyrrelse, der endte med at vare i fem år.
En spiseforstyrrelse, der betød, at hun i sine sene teenage-år hver dag nøje vejede og trackede sin mad – og ofte måtte supplere den stramme diæt med koffein og hovedpinepiller for at få energiniveauet til at slå til.
Samtidig trænede hun nemlig to en halv time hver dag – af og til endda to gange om dagen, fortæller hun.
- Jeg troede selv, jeg havde det godt på det her tidspunkt. Fordi jeg havde en eller anden idé om, at jeg ville være perfekt, hvis jeg opfyldte alle de her krav, jeg havde til mig selv, siger hun.
- Det var først, da jeg indså, at jeg faktisk havde det elendigt, at jeg fandt ud af, at det var et problem, at jeg gjorde de her ting.
Ortoreksi
Mennesker med ortoreksi har et overdrevent og tvangspræget fokus på sund kost. De følger ofte strikse kostregler, der kan få negative konsekvenser for deres trivsel og funktionsevne.
For mange starter ortoreksi med et relativt uskyldigt ønske om at spise sundere for at optimere sin sundhed. Kostreglerne bliver gradvist strengere og mere rigide, og flere og flere madvarer udelukkes fra kosten.
Mange har aldrig hørt om ortoreksi, hvilket kan gøre det svært at genkende risikoadfærd og symptomer, både for berørte og pårørende.
I dag er ortoreksi ikke en selvstændig diagnose, og ingen danskere er officielt diagnosticeret med ortoreksi. Det anslås dog, at cirka 2 procent af danskerne mellem 15 og 74 år har symptomer på ortoreksi, hvilket svarer til cirka 87.000 personer.
Kilder: Psykiatrifonden og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
I takt med, at spiseforstyrrelsen blev værre, isolerede Victoria Schapiro sig mere og mere. Et glas vin med en veninde eller en familiemiddag var ikke længere forenelig med den måde, hun levede på.
Hun skulle både opleve symptomer på depression og sågar selvmordstanker, før det gik op for hende, at hun havde brug for hjælp.
Mor anerkender problem
De mange terapitimer, der fulgte, blev en form for ”mirakelkur”, forklarer Victoria Schapiro.
Behandlingsforløbet tvang hende nemlig til at blive nysgerrig på, hvad der lå til grund for spiseforstyrrelsen, og hvordan det kunne ende så galt.
Hun blev dog også vred på sin mor, i takt med at spiseforstyrrelsen kom på afstand:
- Jeg så tilbage på min barndom og indså, hvor stor en påvirkning hendes negative kropsbillede havde haft på mig. Det var en indirekte læring om kropsbillede og selvtillid, der bildte mig ind, at man aldrig skal være tilfreds med, hvordan man ser ud, forklarer hun.
I tiden efter behandlingsforløbet, blev Victoria Schapiros vrede næret af, at hun ikke følte, at hendes mor forstod eller lyttede til hendes oplevelser.
I følge Victoria havde moderen også svært ved at indse, at hun måske også selv havde et problem.
I dag anerkender Victorias mor, Lena Schapiro, at hun har været en af årsagerne til sin datters spiseforstyrrelse. Selvom det krævede en hel del tid at nå til den erkendelse.
Og nå ja ... en 250 siders lang bog fra datterens hånd.
- Først var jeg uforstående overfor, at jeg skulle være årsag til hendes spiseforstyrrelse. Mine børn var og er det vigtigste i mit liv. Selvfølgelig var det skidt at nedgøre mig selv, hvis tøjet strammede lidt rigeligt, men det var aldrig meningen, at de grimme kommentarer skulle nå børnenes ører, skriver hun til TV 2 Kosmopol.
- Hun havde mig som forbillede, og jeg var rigtig hård ved mig selv. Det er jeg meget ked af, at Victoria er blevet påvirket af.
(Artiklen fortsætter efter videoen)
Et hverdagsproblem hos de fleste familier
Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade er de allerede opmærksomme på, hvor meget forældres sprog og kropsbillede kan påvirke børn – og hvor stort et problem, det er.
Ifølge Laila Walther, der er direktør i foreningen, ser vi lige nu et fornyet fokus på ”den tynde krop” på de sociale medier, hvor det at spise kalorierestriktivt og forandre sig selv og sin krop bliver efterstræbelsesværdigt. Og det påvirker altså både voksne og børns selvbillede.
Men, understreger hun, børn kopierer de voksnes adfærd. Så det er her, problemet starter.
- Vi er jo alle sammen rollemodeller, og børn kopierer, hvordan deres forældre gør, og hvad de siger. Så hvis man taler negativt om sin egen krop, vil børn få en forståelse af, at man kan have en kritisk og nedladende holdning til sin egen krop, forklarer Laila Walther.
Når vi taler med forældre om det her, får de nogle ahaoplevelser og bliver flove
Hun er ikke i tvivl om, at det er et ”hverdagsproblem” hos langt de fleste familier. Problemet er blot, at mange forældre simpelthen ikke ved, at de gør det – eller at det overhovedet er et problem, forklarer hun.
- Når vi taler med forældre om det her, oplever vi, at de får nogle ahaoplevelser og bliver flove over, hvordan de har talt om sig selv. Og samtidig bliver de meget overraskede over, hvilken effekt det kan have på deres børn.
I forbindelse med Projekt Spejlven har Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade været ude hos knap 3.000 elever i landets sjetteklasser for at udfordre elevernes forventninger til egne og andres kroppe.
I den forbindelse taler de netop med forældrene til eleverne for at få dem til at tænke over, hvilke kropsidealer og træningsmiljøer, de præsenterer for børn og unge.
Fokus på forældre i Projekt Spejlven
Spejlven er Anti Doping Danmark og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades fælles projekt, der skal forsøge at give børn, unge og voksne et fælles sprog om kroppen og styrke børn og unges forhold til realistiske og sunde kropsidealer for at øge deres trivsel og selvværd. Målgruppen er elever i sjette klasse og de voksne omkring dem.
Et vigtigt element i Spejlven er de voksnes rolle i projektet. Det er ikke kun de unge, som skal lære om krop, sundhed og trivsel. De mange forskellige voksne, som er omkring børnene og de unge i hverdagen spiller også en vigtig rolle for kropstrivsel.
Når voksne taler dårligt om egen eller andres krop, kører strenge træningsregimer eller taler om forbudte madvarer i hverdagen, påvirker det nemlig børn og unges sprog og holdning.
Spejlven er et gratis tilbud til alle skoler, der har interesse i at deltage i projektet.
Laila Walther understreger, at det vigtigste, man som forælder kan gøre, er at fokusere på alt det, kroppen kan, fremfor hvordan den ser ud.
- Det er vigtigt, at man som forældre taler med sine børn om, hvor heldige vi er, når vores krop gør, som vi gerne vil have. Når vi går en lang tur eller leger. Og så sige pyt med om kroppen er høj, lav, tyk eller tynd, forklarer hun.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Afstemningen kræver et ja til cookies.
Så man kun kan stemme én gang om ugen.
Vær med ved at klikke på boksen her:
”Jeg tilgiver og elsker hende”
For Victoria og Lena Schapiro har det krævet en hel del svære og lange samtaler at forstå, hvor de hver især kommer fra, så de igen kunne få det tætte mor- og datter-forhold, de altid har haft.
For Lena Schapiro har det været en vigtig erkendelse, at hendes egen mor også ”konstant var på slankekur”.
Noget der har hjulpet Victoria Schapiro med at forstå - og tilgive - hende.
- I dag forstår jeg min mor så meget bedre. De usikkerheder, hun har over sin egen krop, stammer også et sted fra. Det er ikke bare noget, hun går og siger for sjov, eller for at jeg skulle få det dårligt med mig selv, forklarer Victoria Schapiro.
- Jeg har tilgivet hende, og jeg elsker hende så meget for at lytte og ændre det, hun gjorde forkert. Og jeg tror, der er mange, der kan lære noget af det, min mor gør nu.
Lena Schapiro håber også, at andre forældre kan lære noget af de fejl, hun selv har begået.
- Mit håb er, at andre forældre lærer ikke at ytre deres usikkerheder overfor deres børn, ligesom jeg gjorde. Og så er det supervigtigt at være nysgerrig på sine børn. Tal med dem og lyt til dem, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Sådan taler du med dit barn om kropsutilfredshed
Det er vigtigt, at voksne ikke kun fortæller deres børn, at deres kroppe er, som de skal være. De skal også vise dem, med dem selv som eksempler, at de holder af deres kroppe, som de er.
Det er derfor vigtigt, at voksne tænker over, hvordan der tales om kroppe i nærheden af børn og unge. Taler man grimt om sin egen krop, gør børn og unge det samme om deres.
Når et barn udtrykker kropsutilfredshed, eller noget der kan tolkes som det, er det først og fremmest vigtigt at være nysgerrig og anerkendende.
Man kan fristes til at sige "Pjat, du er smuk, som du er" eller "Det skal du ikke tage så tungt". Men det er netop tungt for dem, og det sætter dem derfor under et krydspres, når de har ubehagelige tanker, men ikke bliver taget alvorligt.
Det er vigtigt at anerkende barnets følelser og spørge nysgerrigt ind til, hvorfor barnet har det sådan. Kan det være, fordi barnet er blandt de første eller sidste til at gå i puberteten? Er det, fordi barnet er bekymret for at være anderledes og for at få kommentarer fra andre? Har barnet måske oplevet noget, som var ubehageligt? Har det med barnets køn og identitet at gøre? Eller noget helt andet. Der kan ligge mange ting bag.
Det vigtigste er at spørge, lytte og tage udgangspunkt i det enkelte barns perspektiv.
Kilde: Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade