Fem mænd er onsdag formiddag blevet anholdt i en spektakulær sag om et stort vinkup, der blev begået i den nordsjællandske by Kokkedal i november måned.
Her fik en forhandler af eksklusiv vin og champagne stjålet flasker for flere millioner kroner, da indbrudstyve i ly af natten slog et stort hul i muren til lagerbutikken, kravlede ind og målrettet gik efter forhandlerens dyreste flasker.
Siden da har Nordsjællands Politi efterforsket indbruddet, og denne mundede onsdag ud i en aktion flere steder på Midt- og Sydsjælland, hvor fem mænd blev anholdt, og flere adresser blev ransaget.
Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
- I løbet af vores efterforskning fik vi en del interessante personer i kikkerten. Vi vurderede, at det var nødvendigt at anholde de interessante personer samtidig, og derfor havde vi planlagt en større koordineret aktion i dag, og den gik lige efter bogen, så vi er svært tilfredse med arbejdsdagens forløb indtil videre, udtaler politikommissær Henrik Sejer.
Fandt champagnelager i Køge
Ved onsdagens ransagninger fandt politiet blandt andet uåbnede champagneflasker på flere private adresser, ligesom der også blev fundet en større mængde uåbnede champagneflasker gemt på et lager i Køge.
Nordsjællands Politi skal nu undersøge, om champagnen stammer fra indbruddet i Kokkedal.
- I dag har krævet en stor og flot indsats fra mange kollegaer, og vi har stadig mere arbejde foran os, for med fem anholdte og en hel del formodede tyvekoster, er der nok at tage fat på. Det arbejde ser vi meget frem til, for dagens aktion gik snorlige, så vi har stadig masser af blod på tanden, siger Henrik Sejer.
De anholdte personer er en 27-årig mand fra Ishøj, en 34-årig mand fra Holbæk, to mænd på 27 og 40 år fra Køge samt en 37-årig mand fra Ølstykke.
Sidstnævnte blev løsladt efter en afhøring, men er dog blevet sigtet for andre forhold.
Gik målrettet efter de dyreste flasker
Det skønnes, at ejeren af forretningen fik stjålet champagne for omtrent 3,8 millioner kroner.
Dagen efter indbruddet besøget TV 2 Lorry vinforhandleren FineWines i Kokkedal, der kunne fortælle, at tyvene var gået målrettet efter hans dyreste inventar.
- Der er slet, slet ikke tvivl om, at tyvene har vidst, hvad de har haft gang i. De har jo efterladt en masse flasker, og de flasker, de har efterladt, er dem, der har den laveste værdi. Så de har taget cremen af det, der lå på hylderne, sagde ejeren Per Østergaard til TV 2 Lorry dengang.
Tyvene stak af med eksklusive champagneflasker af mærker som Krug, Cristal og Dom Perignon, hvoraf flere af flaskerne har en stykpris på op mod 60.000 kroner.
Fire af de anholdte mænd skal efter planen fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør i løbet af torsdag.