Messerschmidt er ny formand for Dansk Folkeparti

Med 60 procent af stemmerne kan Morten Messerschmidt kalde sig ny formand for Dansk Folkeparti.

Det blev en overbevisende sejr for Morten Messerschmidt, der i første runde fik mere end 60 procent af stemmerne og kan kalde sig ny formand for Dansk Folkeparti.

Det står klart søndag eftermiddag, hvor Dansk Folkepartis 825 delegerede har valgt en ny formand.

- Der kommer nu en tid, hvor vi skal hele vores parti, hvor vi skal samle vores parti, og hvor der vil være plads til alle.

- Der vil ikke komme nogen repressalier for, hvad der er sket i den tid, der er gået, nu skal vi sammen fremad, siger Messerschmidt fra talerstolen.

Han fik 499 stemmer, mens Martin Henriksen fik 219 stemmer og Merete Dea Larsen fik 104 stemmer.

Morten Messerschmidta blå bog

Morten Messerschmidt er valgt som folketingskandidat i Fredensborg-kredsen i Nordsjælland, men han har tidligere oplyst på sociale medier, at han ved næste folketingsvalg stiller op i Brøndby-kredsen, hvor Pia Kjærsgaard tidligere har været opstillet.


Læs mere om ham her:


* Navn: Morten Messerschmidt.

* Alder: 41 år.

* Født: 13. november 1980 i Frederikssund.

* Søn af: Struktør Carsten Christoffersen og byrådsmedlem Inge Messerschmidt (DF).

* Bopæl: København.

* Parti: Dansk Folkeparti.



* Politisk karriere:

2022-: Formand for Dansk Folkeparti.

2020-2022: Næstformand for Dansk Folkeparti.

2020-2022: Kulturordfører.

2019-2022: EU-ordfører, europarådsordfører, energi- og klimaordfører.

2019: Messerschmidt kom tilbage i dansk politik.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2007-2009: Energiordfører og klimaordfører.

2005-2009: EU-ordfører.

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.



* Beskæftigelse:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Uddannelse:

2007: Uddannet jurist (cand.jur.) fra Københavns Universitet.

1999: Student fra Sankt Annæ Gymnasium.


* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

* Andet:

- Radiovært på 24syv siden december 2021. Han er vært på programmet ”Kammertonen”, der handler om opera.

- Han er forfatter eller medforfatter til bøgerne ”Den kristne arv” fra 2021, ”Farvel til folkestyret – hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det” fra 2020, ”Overlad det trygt til Bruxelles – Debat om EU” fra 2015, ”Det er (ikke) sort/hvidt – Samtaler om skepsis, demokrati og visioner for Europa” fra 2014 samt ”Intet over og intet ved side af ... EU-Domstolen og dens aktivisme” fra 2013.

- Han er tiltalt for dokumentfalsk og svig med EU-midler for cirka 100.000 kroner. I august blev han kendt skyldig ved Retten i Lyngby, men landsretten har senere vurderet, at dommeren var inhabil, og sagen skal derfor gå om.


Kilder: Folketinget, Ritzau.

Uskøn valgkamp

Kandidaterne har selv kaldt valgkampen for uskøn, men ifølge partistifter Pia Kjærsgaard (DF) var det for blidt et ord at bruge. Hun kalder det den værste valgkamp, hun selv har været vidne til.

Messerschmidt kommer selv ind på det og siger efter sin takketale til pressen, at partiet nu skal se fremad.

- Jeg forstår godt, at der i sådan en proces falder nogle ord, følelserne er uden på tøjet, men der kommer ikke til at være nogle repressalier, siger Messerschmidt.

Martin Henriksen har under valgkampen sagt, at han forventede at blive ekskluderet, hvis Messerschmidt blev formand.

Martin Henriksen måtte se sig slået af Morten Messerschmidt.
Martin Henriksen måtte se sig slået af Morten Messerschmidt.
Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Skal hjem og tygge på det

Martin Henriksen, der er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, og som i november vandt et sæde i byrådet i Stevns, siger, efter at Morten Messerschmidt er udpeget til ny formand:

- Der er ikke nogen tvivl om, at dem, der har forsøgt at presse mig ud af partiet de sidste to-tre år, nu har de fået den absolutte magt i partiet.

- Og det er klart, at det skal man lige hjem og tygge lidt på.

Martin Henriksen ønsker Messerschmidt tillykke med valget, og siger, at han respekterer valget.

Retssag skal gå om

Messerschmidt er dømt i byretten for svig med EU-midler og dokumentfalsk, men siden er dommeren blevet erklæret inhabil, og nu skal sagen gå om.

Flere folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti har nævnt sagen som en mere end alvorlig hæmsko for Messerschmidt.

- Vi får den løst hurtigst muligt, siger Messerschmidt til den del.

Sagen kører på syvende år, og den skal nu gå om i byretten, hvor den kan trække yderligere ud, hvis den bliver anket til landsretten.

/ritzau/



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik