Oversigt

Seneste nyt

Afspærringer forlænges ved Prideparade

Der er flere deltagere end ventet ved årets Prideparade lørdag i København.

Det betyder, at ikke alle deltagere er nået i mål på Rådhuspladsen lørdag midt på eftermiddagen.

Politiet opretholder derfor afspærringerne længere tid end varslet, forklarer vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard, Københavns Politi.

- Der har været meget stor tilslutning, og det har gjort, at deltagerne er meget længere tid om at bevæge sig fra Frederiksberg Rådhus og ind gennem byen. Det gør, at paraden bliver noget længere end planlagt, siger han.

Det var ventet, at afspærringerne kunne ophæves omkring klokken 16, men det bliver formentlig tidligst ved 17-tiden, oplyser vicepolitiinspektøren.

Klokken 17.30 er meldingen, at alle deltagere i optoget snart er ved at være fremme. Det betyder, at afspærringerne gradvist vil blive hævet.

Selv om der er mange mennesker på gaden, er det forløbet i god ro og orden, fortæller han.