Boligselskab retter ind efter påbud ved skandale-renovering

Frederiksberg Forenede Boligselskaber under den almene boligorganisation KAB har fået påbud fra kommunen om at standse en boligrenovering, der har skabt store gener for beboerne.

Renoveringsskandalen af det almene boligbyggeri Søndermarken på Frederiksberg nåede en foreløbig kulmination torsdag, da kommunen med borgmester Simon Aggesen (K) i spidsen tildelte renoveringen et påbud, som har ført til øjeblikkelig standsning af renoveringen af 90 lejligheder.

Fredag beklager Frederiksberg Forenede Boligselskaber (FFB), der ejer de 434 almene boliger i Søndermarken, forløbet.

- Vi er i fuld gang med at finde den bedst mulige løsning, så vi kan få afsluttet renoveringen og alle i Søndermarken kan få en god og sund bolig, siger Laurits Roikum, formand for Frederiksberg Forenede Boligselskaber i en email til TV 2 Lorry.

Sundhedsskadeligt støv i lejligheder

Det seneste påbud – som er et i rækken af flere tidligere – skyldes, at boligselskabet, som administreres af den større almenboligorganisation KAB, trods gentagne påbud ikke har sikret beboerne mod spredning af sundhedsskadeligt byggestøv.

Flere beboere har i de seneste dage kontaktet Frederiksberg Kommune og oplyst, at den påbudte sikring ikke er sket.

- Vi har ikke længere tillid til, at KAB sikrer, at der ikke er byggestøv i lejlighederne. Vi kan ikke acceptere, at der er forurenet byggestøv i folks boliger, sagde Frederiksberg-borgmesteren Simon Aggesen (K) til TV 2 Lorry torsdag.

I sidste uge var kommunens tilsynsfolk ude at besøge byggepladsen, hvor man tog prøver af noget byggestøv, man konstaterede i seks lejligheder. Mandag viste det sig, at støvet var forurenet og over de acceptable grænseværdier. Tirsdag kom der så et påbud om rengøring, men onsdag så der igen ud som før, og derfor valgte kommunen at stoppe dele af renoveringen i Søndermarken.

Ny plan skal godkendes

Alle renoveringer af beboede lejligheder i blok 2 er dermed omgående sat i bero og vil først blive genoptaget efter afdelingsmøde den 10. august, hvor en revideret plan for resten af byggeriet skal godkendes af kommunen.

- Vi er som organisationsbestyrelse utrolig kede af, at det er kommet hertil. Vi har gennem hele byggesagen fulgt de anvisninger og påbud, der er kommet fra Frederiksberg Kommune. Det gør vi naturligvis også i denne sammenhæng. Nu skal vi finde en ny vej til at komme i mål med renoveringen, så alle i Søndermarken får nogle gode og sunde boliger, siger Laurits Roikum, formand for Frederiksberg Forenede Boligselskaber.

- Den 27. juli udsender vi et samlet forslag til alle beboere. Forslaget vil komme til afstemning den 10. august på det varslede ekstraordinære afdelingsmøde. Indtil forslaget er udsendt, kan vi ikke kommentere yderligere på det videre forløb, siger han.

TV 2 Lorry har tidligere besøgt beboere i Søndermarken, som har fremvist kritisable forhold i deres boliger. Eksempelvis luftkanaler for asbest, som ikke er ordentligt tildækket.
TV 2 Lorry har tidligere besøgt beboere i Søndermarken, som har fremvist kritisable forhold i deres boliger. Eksempelvis luftkanaler for asbest, som ikke er ordentligt tildækket.
Foto: Niels Knuth

Uacceptable forhold

Alle lejligheder i blok nummer to vil nu blive rengjort, så de kan anvendes til beboelse, indtil det er muligt at genoptage renoveringen.

Søndermarken består af i alt fem etageejendomme, hvor beboerne i løbet af de seneste års gennemgribende boligrenovering har gennemlevet kritisable forhold.

Forhold som larm, støv, byggerod og sågar asbestfund i en enkelt lejlighed har fået læger til flere gange at beskrive boligerne som uacceptable til beboelse, mens en byggeekspert også har kritiseret forholdene.

I artiklerne herunder kan du læse mere om den skandaleramte renoveringssag:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik