Det står klart, efter det fredag blev afsløret, at skuespillerinden, der blandt andet er kendt fra Cirkusrevyen, underholdningsshows og TV 2-serien ’Sommerdahl’, er dette års vinder af Teaterflisen 2023.
Det skriver Teaterflisen i en pressemeddelelse.
Teaterflisen er en granitflise med vinderens karikatur udformet med en bronzestøbt streg tegnet af Jens Hage - en granitflise, der kommer til at pryde fortovet på Frederiksberg Allé.
Teaterflisen betyder da også uendeligt meget for dette års vinder, Lise Baastrup.
- Mange andre kunstneriske priser i min branche gives for en specifik rolle eller et stykke, mens Teaterflisen gives for en skuespillers virke generelt og er udtryk for, at danskerne synes, at man summa summarum bidrager med noget indenfor kunst og kultur. Så jeg synes, at det er en meget store ære at modtage Teaterflisen, for det betyder, at man har lavet flere ting som folk er glade for, siger Lise Baastrup i pressemeddelelsen.
Teaterflisen 2023 er den 26. i rækken af Teaterfliser på Frederiksberg Allé, og det er danskerne, der hvert år kan stemme på deres favorit blandt årets nominerede.
Udover selve Teaterflisen, som nu bliver en forevigede på Frederiksberg Allé, modtager Lise Baastrup desuden en miniature-flise og en pengegave på 10.000 kroner.