Så er det tid: Teaterversionen af SKAM har premiere

Forberedelserne har været i gang i månedsvis, og nu er dagen endelig kommet. Premiereaftenen for teaterversionen af SKAM på Aveny-T på Frederiksberg.

Den røde løber er rullet ud, og alt er klar til verdenspremieren på teaterversionen af den norske ungdomsserie SKAM på Aveny-T på Frederiksberg. 

Serien SKAM er blev kaldt en af de bedste ungdomsserier nogensinde, og to af hovedrolleindehaverne i serien vil også være til stede ved aftenens premiere. Det drejer sig om Josefine Pettersen og Ulrikke Falch, der spiller henholdsvis Noora og Vilde i serien, som ankom til København i dag.

Teaterdirektør på Aveny T, Jon Stephensen, fortæller til TV 2 Lorry, at ingen af de danske skuespillere har mødt deres norske modstykke endnu. De skal dog ses efter premiereforestillingen, hvor der vil være fest med grill og øl.

Oplev stemningen

Du kan se med fra premiereaftenen på vores Facebook side. Vi sender nemlig live på Facebook fra den røde løber klokken 19.50, så du kan mærke stemningen.

"Forestillingen er for unge"

Forberedelserne har været i gang i månedsvis siden Aveny-T erhververde sig rettighederne til alle fire sæsoner af SKAM. I denne uge har de sidste generalprøver fundet sted, som i følge teaterdirektøren er gået rigtig godt.

- Den største sejr er, at det allerede nu er lykkes at få de unge i teatret. Og de har selv købt billetterne, siger Jon Stephensen, teaterdirektør på Aveny-T, til TV 2 Lorry.

Det unge publikum har sunget med og deltaget højlydt i prøveforestillingerne. Endda til en grad, hvor flere ældre i publikum mente, at der skulle tysses på de højrøstede unge. Det afviser teaterdirektøren i Aveny-T dog.

- Forestillingen er netop med unge og for unge, siger han.

Forestillingen af det første stykke kører indtil den 28. oktober, og flere dage er allerede helt eller næsten udsolgt. 

I løbet af de næste år vil både sæson 2, 3 og 4 også blive omdannet til teater. Sæson 4 ventes at få teaterpremiere i sæsonen 2019/2020.

Du kan læse meget mere om SKAM-teaterforestillingen i vores webdox.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik