Teater sænker billetpriserne for at lokke de unge i sæderne
Når teaterstykket SKAM1 har repremiere den 26. november på Aveny-T på Frederiksberg bliver det til en ungdomsvenlig billetpris.
Teateret har nemlig besluttet næsten at halvere billetpriserne.
Det betyder, at unge under 26 år kan komme i teatret og se SKAM1 til 110 kroner uanset dag og tidspunkt. De voksne slipper med 180 kroner.
Den venlige billetpris gælder foreløbig i 3 måneder og indføres, fordi teateret har konstateret, at billetterne er blevet revet væk til forestillingerne på den ugentlige billigdag.
- Især som ungdomsteater skal vi forstå at imødekomme et nyt publikum, der på mange måder prismæssigt opfatter teater og biografbilletter som det samme, siger teaterchef Jon Stephensen.
SKAM1 er Aveny T´s teaterudgave af den norske succes-serie af samme navn. Som i tv-seriens sæson 1 møder man Eva og hendes forhold til kæresten Jonas og hendes kamp for at finde fodfæste i en ny og svær tid på gymnasiet med alt hvad den indebærer af rygter og fortid.