Ved en skudepisode på Finsensvej på Frederiksberg i København blev en 18-årig mand fredag aften ramt af skud i hovedet.
Lørdag formiddag er meldingen fra Københavns Politi, at den unge mands tilstand er kritisk. Det er uvist, hvor mange skud der ramte ham.
- Han har svære skader og er i kritisk tilstand. Han blev ramt i hovedet, fortæller central efterforskningsleder Kirstine Mathiesen.
Skyderiet fandt sted på gaden. Flere vidner overværede hændelsen, og de vil alle blive afhørt af politiet. Foreløbig er ingen anholdt i sagen.
- Vi arbejder på højtryk og efterforsker så bredt som muligt, siger Kirstine Mathiesen.
Politiet ved ikke, hvad baggrunden for skyderiet har været. Og om det er relateret til en eventuel konflikt i bandemiljøet.
Anmeldelsen om skudepisoden på Finsensvej blev modtaget hos alarmcentralen fredag klokken 20.44.
Herefter blev den nærliggende metro- og S-togstation Flintholm kortvarigt lukket for at give plads til politiets efterforskere.
/ritzau/