Hvorfor bygger vi ikke en sluse? Borgmester ønsker permanent løsning efter endnu en stormflod

Stormen Pia blev ikke så voldsom som frygtet, men netop frygten kan ikke fjernes i fremtiden – medmindre der altså findes en permanent løsning, lyder det fra Frederikssunds borgmester.

Prognoserne for vinterstormen Pia så faretruende ud.

De vestvendte kyster skulle forberede sig på orkanlignende tilstande, og allerede før blæsevejret blev en realitet, meldte både færgelinjer og bropassager ud, at forholdene meget vel kunne betyde aflysninger og lukninger.

Men én ting var blæsten. Noget andet var de vandsstandsstigninger i de indre farvande, som blæsten førte med sig.

Den nordvestlige vind skubbede nemlig vand fra Kattegat og Skagerrak ned i Øresund, Lille Bælt og Store Bælt – og så ind i fjordene, hvor særligt Isefjord og Roskilde Fjord i det nordvestlige Sjælland stod for skud.

De første vejrmodeller pegede mod forhøjede vandstande på niveau med stormen Bodil, der hærgede for ti år siden i december 2013 og skabte så store oversvømmelser, at hele boligområder blev ødelagt.

Derfor var det det helt store alarmberedskab, som gik i gang i kommunerne langs fjordene og Nordkysten, før stormen gik i land.

I både Frederikssund og Roskilde blev kilometervis af watertubes rullet ud og fyldt med vand, ligesom vejriste og udsatte indgangspartier blev sikret med sandsække.

Borgerne stod sammen og gjorde alt for at sikre sig mod de varslede vandmasser – frygten var ikke til at tage fejl af.

Vandet trak sig

Men det blev - i grove træk -ved frygten.

Fredagen igennem steg vandet – men så stoppede det. Endda før det blev kritisk de fleste steder.

Og det vækker både glæde og lettelse.

- Det er dejligt at gå ind i juledagene uden større ødelæggelser. Kriseberedskabet har gjort en fantastisk indsats. Folk er på vej hjem og oprydningen kan gå i gang, når vandstanden i fjorden og mandskab tillader det, siger Frederikssunds borgmester Tina Tving Stauning (S) til TV 2 Kosmopol og tilføjer:

- Vi er lettede, og jeg er stolt over at være borgmester i en kommune, hvor nabofællesskaber og beredskabsplaner bare fungerer.

Alligevel giver det stof til eftertanke, når elementerne endnu en gang viser sig fra sin værste side. 

(Artiklen fortsætter under boksen)

Spørg Os - Formular

_

Lad os bygge en sluse

Tidligere har det stigende vand betydet ødelæggelser for flere hundrede millioner kroner, og derfor mener borgmesteren fra Frederikssund også, at man igen bør kigge efter løsninger, som én gang for alle kan give borgerne tæt på Roskilde Fjord og Isefjord en form for tryghed.

- Ingen tvivl om at både stat, kommuner og regioner snart bør sætte sig omkring bordet og få en sluseløsning på plads mellem Hundested og Rørvig, siger borgmesteren til TV 2 Kosmopol.

- Vi gør alt, hvad vi skal for at hjælpe borgerne.

- Kan vi ikke lukke af for vandet, så hele Isefjord og Roskilde fjord ikke oplever det her igen og igen, spørger Tina Tving Stauning.

På TV 2 Kosmopol har vi tidligere beskæftiget os med spørgsmålet, som ikke er utænkeligt.

Men mens det ifølge Kystdirektoratet er muligt at skabe en løsning med en lukbar sluse ved mundingen til Isefjord og Roskilde fjord – om end løsningen er dyr – mener professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, at løsningen er farlig.

Professor: En sluse vil kunne dræbe fjordene

Ifølge ham vil det nemlig dræbe fjordene, hvis en sluse lukkes, når der lyder varsel om forhøjet vandstand.

Fjordene har brug for vandudskiftningen til at udvaske næringsstofferne, som skaber de iltfattige miljøer, hvor fiskelivet og havbunden er i fare for at dø, lyder professorens forklaring.

Markager påpeger endda, at de unikke strandenge omkring fjordene også vil være i fare, fordi de afhænger af at blive oversvømmet med jævne mellemrum.

- Danmark har et helt unikt ansvar for den naturtype, vi kalder strandeng. Omkring 80 procent af alle Europas strandenge findes her i Danmark, har Stiig Markager tidligere sagt.

Der findes dog også borgere, som gerne ser en sluse, der kan forhindre vandmasserne i at trænge ind i huse og skabe ødelæggelse.

Sluse kan betale sig på den lange bane, mener borgere

Fjordgruppen er netop en gruppe af den slags borgere.

De mener ikke, at der er grund til at være bekymret for havmiljøet i fjordene, hvis der skabes en sluse. Den skal nemlig kun lukke ved de allerhøjeste vandstigninger og ikke ved almindeligt højvande eller mindre efterårsstorme.

Og selvom løsningen er dyr, er Jørgen A. Hedegreen, som er formand for Fjordgruppen, ikke i tvivl om at løsningen kan betale sig.

- Det kan godt være, at staten skal lægge pengene ud, men besparelserne i stormflodserstatning er ret signifikant, argumenterer han med henvisning til de trecifrede millionbeløb der tidligere er udbetalt i erstatninger for stormflod til områderne omkring Roskilde Fjord og Isefjord.

Se mere om sagen i vores tidligere dækning herunder:

I fremtiden skal der kystsikres endnu mere, så nu er en ny idé landet hos vores Spørg os-redaktion. Spørgsmålet er, om en kilometerlang dæmning mellem Hundested og Rørvig kan være en god måde at sikre sig på fremadrettet?

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik