Efter at Frederikssunds borgere gennem længere tid har luftet deres utilfredshed med den massive træfældning i kommunen, kryber kommunen nu til korset.
Selv om det var ti år siden, kommunens skovområder var blevet vedligeholdt, så var fældningen for voldsom.
Erkendelsen kommer fra kommunens formand for miljø- og teknikudvalget, Tina Tving Stauning, Soc.dem.
- Jeg synes også det så voldsomt ud, mens det stod på. Det må jeg sige, siger hun til TV 2 Lorry lørdag.
Ødelægger borgernes oplevelser
Frederikssund-borgeren Birgitte Larsen var overrasket over omfanget af træfældningen.
- Jeg vil jo definere det som en motorsavsmassakre. En total nedsabling, siger hun.
Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Frederikssund har fået flere breve fra både politikere og forvaltningen, hvor de indrømmer, at rydningen har været for voldsom, og at borgerne skulle være blevet inddraget mere.
- Når det er bynær natur, så ødelægger man også borgernes oplevelse af at have natur tæt på, siger lokalformand Knud Eskesen.
- Vi skal have en snak
I øjeblikket ligger der træstammer flere steder i Frederikssund. Det bliver der gjort noget med.
- Det bliver selvfølgelig udbedret. Der bliver ryddet op i skovbunden. Stammerne bliver fjernet rundt omkring. Og så skal vi have den snak med borgerne om hvad det er for nogle naturtyper, vi ønsker i Frederikssund fremadrettet, lyder det fra Tina Tving Stauning.
Borgernes protester får nu politikerne til at udarbejde en ny strategi for naturen i kommunen. En strategi der blandt andet skal danne grundlag for vedligeholdelse og udvikling af træbeplantningen, så der ikke igen går 10 år før man vedligeholder.
TV 2 Lorry har tidligere omtalt protesterne. Se indslaget fra januar herunder: