- Jeg har selv prøvet at blive jagtet af fire unge mænd, der stak en kniv i dækket på min cykel.
Sådan lyder det fra Frank Nielsen, der er fællestillidsmand for avisbudene i Søborg. Han oplever i stigende grad at blive chikaneret, mens han er på arbejde, og det samme gør mange af hans kolleger, der arbejder om natten.
Omdelerklubben råber nu vagt i gevær, efter at flere avisomdelere i Storkøbenhavn i senere tid er blevet overfaldet og/eller har fået frarøvet deres scootere.
- Det er et meget stort problem. Det sker 3-4 gange om måneden. Det skaber en frygtlig utryghed, og det er pisseirriterende, at de her scootere bliver taget hele tiden, siger Frank Nielsen til TV 2 Lorry.
Han fortæller, at problemet er særligt stort i områderne omkring Høje-Gladsaxe og Vadbro, hvor nogle unge mennesker systematisk forfølger avisomdelerne.
- Det er decideret jagt. De startede med at stjæle scooterne, mens avisomdelerne var væk, men nu går de fysisk til angreb. De kører rundt i bil og jagter budene. Det er ikke tilfældige weekendfornøjelser, når man kører rundt klokken 4 om natten mellem en onsdag og torsdag, siger Frank Nielsen til TV 2 Lorry.
Han betegner de unge plageånder som 'danske drenge mellem 16 og 20 år', og han frygter, at situationen vil eskalere.
I sidste måned blev politiet kaldt ud til to røverier kort efter hinanden. Her måtte en avisomdeler efterfølgende behandles på sygehuset.
- Det bliver værre og værre. De her unge mennesker bliver ikke stoppet. Vi har taget kontakt til politiet hver eneste gang, siger Frank Nielsen og fortsætter:
- Det er ikke sjovt at ringe til 112. Man bliver kylet rundt i systemet, og man ved ikke, hvem man snakker med.
Fællestillidsmanden har ikke nogen løsning på problemet, men håber, at politi og kommune i samarbejde kan sætte en stopper for avisomdelernes arbejdsmareridt.