Lørdag er det to år siden, at Rusland invaderede Ukraine. Dermed er det også næsten to år siden, at de første ukrainske krigsflygtninge begyndte at komme til Danmark.
Næsten 40.000 ukrainere er kommet til Danmark de sidste to år, og en af dem er Kateryna Zhunusova.
- Jeg har boet i Danmark i cirka to år. Jeg har arbejdet her i cirka halvandet år, siger hun på dansk, mens hun står og rører lakrids hos Bagsværd Lakrids.
Selvom Kateryna Zhunusova er glad for sit arbejde i Bagsværd, så har de sidste to år med krig i hjemlandet været hårde.
- Da jeg kom til Danmark, var det en meget speciel følelse. Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle. Men nu er alt godt. Nu har jeg det fint, fortæller hun.
Manden bliver tilbage
TV 2 Kosmopol mødte hende for første gang i 2022 kort tid efter, at hun havde forladt Ukraine.
Det skete i en bus med kurs mod Danmark med sin datter Veronica.
- Det vigtigste for mig er, at jeg er her, og at min datter er tryg, sagde hun dengang, for snart to år siden.
Hendes mand og faren til datteren var blevet i Ukraine for at kæmpe mod Rusland.
- Den vigtigste drøm for mig og mit barn, er, som hun fortæller mig hver dag: 'Mor, jeg vil gerne have krigen slutter', sagde hun, da vi mødte hende første gang.
- Det er det, alle ukrainere ønsker, fortsatte hun.
Flere ønsker at blive
Noget tyder dog på, at Kateryna, Veronica og mange af de andre ukrainske krigsflygtninge er glade for at opholde sig i Danmark.
I 2023 viste en undersøgelse, at fire ud af ti ønskede at blive i Danmark, når krigen slutter.
Nu viser en helt ny undersøgelse, at tallet er seks ud af ti.
Af de 40.000 ukrainere, der er kommet til landet siden februar 2022, er flere end 3.000 kommet til Københavns Kommune.
En stor del af dem er i dag i job, og en af dem er altså Kateryna Zhunusova.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Afstemningen kræver et ja til cookies.
Så man kun kan stemme én gang om ugen.
Vær med ved at klikke på boksen her:
Passer godt ind
Hos Bagsværd Lakrids ser Katarynas arbejdsgiver stor værdi i at have ukrainere ansat.
- Først og fremmest kan jeg godt lide den måde, de arbejder på. Hårdt, ordenligt, gedigent. De tager fat, siger Morten Kornbech Larsen, direktør i Bagsværd Lakrids, og forsætter:
- Ukrainerne skal kunne passe ind på holdet Bagsværd Lakrids. Og det kan de! Og så er det selvfølgelig ekstra fedt, at man kan hjælpe nogen, der har det meget svært.
Om Katarina vil blive i Danmark, når krigen er slut, ved hun endnu ikke
Men det er i hvert fald sikkert, at arbejdet betyder meget for hende her i landet.
- Nu er jeg glad, for jeg har nogle søde kollegaer og en sød chef, siger Kataryna Zhunusova.