Oversigt

Seneste nyt

Otte års fængsel for hvidvask

Retten i Glostrup har fredag idømt Anthony Mark Patterson otte års fængsel for medvirken til bedrageri med udbytteskat for 8,4 milliarder kroner.

Det er i udgangspunktet den maksimale straf, der kan i Danmark kan uddeles for bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Den 52-årige brite dømmes derudover for forsøg på medvirken til bedrageri for lidt over en halv milliard kroner.

- Retten har lagt vægt på forholdenes grovhed. Der er tale om omfattende, systematisk og grænseoverskridende kriminalitet, sagde dommer Christina Breinstrup, da hun læste sin dom op.

Patterson var tidligere tiltalt sammen med den formodede hovedmand, Sanjay Shah, og nægtede sig længe skyldig, men har nu fået sin sag afgjort separat efter at have tilstået at have bistået Shah med milliardbedrageriet.

Ud over fængselsstraffen har retten konfiskeret 100 millioner kroner fra Patterson. Det er det beløb, Patterson i et retsmøde torsdag sagde, han tjente på at medvirke til bedrageriet.

66 af de 100 millioner står allerede på en deponeringskonto i Skatteforvaltningens navn i Danske Bank.