De havde kæmpet for det i årevis. Inviteret ministre til byen og klaget deres nød.
Så kom beskeden fra ministeren: Den er hjemme - I får lov til at bygge det plejecenter, I så længe har drømt om.
Glæden var dog kun kortvarig i den lille by Tune. Nu er alle planerne nemlig gået i vasken.
Kolossal skuffelse. Utroligt at det kunne ende sådan.
- Kolossal skuffelse. Utroligt at det kunne ende sådan, lyder den umiddelbare reaktion fra Pauli Christensen, formand for Tune IF.
Et stort ønske i byen
Sagen handler kort fortalt om de såkaldte støjzoner, der ligger rundt om Roskilde Lufthavn, og som mange steder betyder et forbud mod at bygge.
Noget som erhvervsminister Rasmus Jarlov fra Konservative i januar ville ændre, da han fremlagde et nyt hovedstadsudspil. For nylig blev ændringen dog trukket tilbage igen efter mere end 200 kritiske høringssvar.
- Jeg har jo blot taget konsekvensen af de meget negative høringssvar, der er kommet ind, sagde ministeren til TV 2 Lorry.
I Tune ved Greve har de længe haft et ønske om at bygge plejecenter og ældreboliger på en bar mark tæt ved byens idrætscenter.
Ikke bare et plejecenter af den slags, man sidder inde på rådhuset og synes er en smart idé. Men noget, der er stor opbakning til i Tune, og som formanden for den lokale idrætsforening derfor også er involveret i:
- Vi kan få ældre, seniorer og plejecenter-patienter herover og gøre noget for dem. Det er meget nærliggende, og det er tanker, vi har beskæftiget os med i flere år nu, fortæller han.
Alligevel gik den altså ikke. For da de nye støjzoner blev foreløbigt droppet, tog de nemlig også grundlaget for en byggetilladelse i Tune med i faldet.
Bremser udviklingen flere steder
Tune er ikke det eneste sted, man sukker efter at kunne bygge og byudvikle.
Andre eksempler er Roskilde-landsbyerne, Gadstrup og Vor Frue, som også ligger i de nuværende støjzoner. Og tirsdag skrev vi om Mads Nielsen, der har fået afslag på at lave sin gård om til et bofællesskab - også med henvisning til støjzonen.
Det er endnu uvist, hvad der kommer til at ske med støjzone-ændringerne herfra.
Men i Tune er der ikke meget tålmodighed tilbage:
- Kom igang! lyder det fra Pauli Christensen fra Tune IF.
- Ja, jeg griner lidt, men det er lidt sarkastisk og ironisk, for jeg fatter det simpelthen ikke.