Der er så få flygtninge i Greve Kommune, at halvdelen af de midlertidige boligpavilloner opstillet ved Tune står tomme.
Derfor har kommunen nu besluttet at lukke dem og i stedet anvise de resterende beboere til andre boliger i Greve.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
De ti boligpavilloner blev opstillet i 2015 i forbindelse med, at Greve Kommune tog imod 102 nye flygtninge, men nu - fire år senere - er der flere ledige boliger end flygtninge i kommunen.
- Der er færre flygtninge i Greve nu end tidligere, så det er rettidig omhu, at vi tilpasser antallet af boliger til antallet af beboere. Samtidig sparer vi penge, som vi kan bruge andre steder i kommunen, siger Morten Dahlin (V), der er formand for Integrations-, Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget i Greve Kommune.
Af de ti pavilloner er kun fem beboere på nuværende tidspunkt. De fem beboere er nu blevet varslet om flytningen og bliver nu i stedet anvist til nogle af de 15 ledige flygtningeboliger, der er andre steder i kommunen.
I Greve er der i alt 51 flygtninge, som bliver huset i boliger, sådan som de har retskrav på.
Greve Kommune sparer omkring 400.000 kroner om året i leje af pavillonen i Tune, når den bliver lukket.
Alt imens Greve lukker sin pavillonlejr, så insisterer Rigspolitiet på at holde gang i en 60 millioner kroner dyr, tom teltlejr ved Vordingborg. Det har vores gode kollegaer på TV 2 Øst skrevet om i artiklen her.