De er så smukke at se på, men de seneste år er der blevet færre af dem.
Sommerfugle bliver mere og mere sjældne i det danske sommerlandskab, og 2017 var ifølge Danmarks Naturfredningsforening et af de værste år nogensinde for sommerfugle.
Derfor skal der gøres en indsats for sommerfuglene Gribskov, mener kommunen.
Hver fjerde art truet
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er hver fjerde sommerfugleart truet i et vist omfang, og derfor udskrev foreningen i samarbejde med firmaet A. Vogel en konkurrence.
Kommuner landet rundt fik mulighed for at vinde 100.000 kr. til et projekt, der skulle gavne sommerfuglene, og her valgte Gribskov altså også at deltage.
29 kommuner deltog med 32 projekter, og af dem blev to jyske projekter udpeget som vindere.
Her er arterne, Gribskov Kommune gerne vil beskytte i Heatherhills:
Dukatsommerfugl
Grøn Busksommerfugl
Argusblåfugl
Foranderlig Blåfugl
Markperlemorsommerfugl
Brunlig Perlemorsommerfugl
Okkergul Pletvinge
Forsøger at gå videre med projektet
Men selvom Gribskovs projekt ikke får penge med fra konkurrencen, så er projektet ikke lagt på hylden endnu.
Projektet drejer sig om området Heatherhill, der i forvejen er blandt de bedste sommerfugleområder på Sjælland. Her ved man nemlig, at der findes 6-8 truede sommerfuglearter, og derfor ville man kunne gøre meget for flere arter på én gang.
For at forbedre forholdene vil man ændre naturplejen i området. Det skal bl.a. ske ved at opsætte hegn på bestemte områder, og ved at få nogle andre dyr til at græsse i området, end de får der græsser der lige nu.
- Vi synes, vi har et ansvar for at arterne har det godt hos os, og at vi gør det allerbedste, vi kan, for at de bliver ved med at være i vores kommune og har de bedste livsbetingelser, siger Lise Vølund, biolog i Gribskov Kommune.
Kommunen arbejder i øjeblikket på at skaffe finansiering til projektet.