Oversigt

Seneste nyt

52-årig kvinde på cykel ramt af bil er uden for livsfare

En kvindelig cyklist er fredag formiddag blevet ramt af en bilist ved Hågendrupvej tæt ved landsbyen Torup i Halsnæs Kommune.

Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Kosmopol. 

Der er tale om en 52-årig kvindelig cyklist, som er kommet alvorligt til skade. Hun er dog uden for livsfare. 

Hun er kørt på hospitalet med ambulance, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi. 

De pårørende er underrettet. 

Politiet har rutinemæssigt testet chaufføren for alkohol- og narkopåvirkning. 

Derudover har politiet på nuværende tidspunkt ingen oplysninger. 

Ulykken skete 07.45.