- Det er dråben.
Sådan lyder det fra Winnie Topp, der ejer Danhostel Citycamping Frederiksværk.
For efter at regeringen og Udenrigsministeriet lempede rejsevejledningerne for en række EU-lande i torsdags, og rejser til stort set alle EU-lande ikke længere frarådes, har hun modtaget adskillige afbestillinger fra danskere.
- Der gik ikke mere end en time, efter at man havde åbnet op for udrejse, så kom den første mail med aflysninger, fortæller Winne Topp.
Jeg ville bare ønske, at de ville støtte Danmark og opleve, landets skønne natur.
På grund af corona-krisen har hun været igennem noget af en rutchebanetur.
Siden foråret har hun kæmpet en kamp mod aflysninger, og senere gav udrejseforbuddet hende håb om bedre tider.
- Jeg nåede lige at tænke, at nu klarer vi den, for hele foråret har vi ikke haft andet end afbookinger. Det er selvfølgelig vilkårene, men det er pisse hårdt, siger hun.
67.000 kroner på ét døgn
Efter at regeringen lempede rejsevejledningerne, modtog Winnie Topp på et døgn 10 afbud fra gæster, der havde booket fem dage eller mere.
Et antal, der for den lille virksomhed har stor betydning.
- Vi er jo bare et lille sted, så 10 afbestillinger er rigtig meget for os. Og det var bestillinger af længere varighed, hvilket havde en omsætningsværdi på 67.000 kroner, forklarer hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
En blanding af nød og ærgrelse
Hun lægger samtidig ikke skjul på, at hun er i nød, ligesom rigtig mange andre, og at hun derfor er dybt afhængig af bookingerne.
- Det giver frustrationer, for der er også kreditorer, der skal betales. Og jeg har ikke engang råd til lønninger. Det giver angst for, at det ikke skal gå, forklarer hun.
Jeg knokler selv rundt, og er nærmest slidt ned.
Hun ærger sig også over, at danskerne ikke får oplevet Danmark.
- Det er selvfølgelig helt fair, at de afbestiller, hvis det er det, de vil. Man skal gøre det, man drømmer om. Jeg ville bare ønske, at de ville støtte Danmark og opleve landets skønne natur, lyder det fra en slukøret Winnie Topp.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Slidt ned
Siden coronakrisen for alvor indtraf, har hun været nødsaget til at sende sine medarbejde hjem, og hun har selv arbejdet i døgndrift.
- Jeg knokler selv rundt, og er nærmest slidt ned. Men det er, som det er, forklarer hun.
Lige nu får hun lidt hjælp af frivllige til forskellige arbejdsopgaver.
Winnie fortæller, at belægningsprocenten i år indtil nu blot er på 4,75 procent, hvor den sidste år var 41procent i samme periode.
Håber fortsat på en god sommer
Selvom det her år byder på mange udfordringer, giver Winnie Topp ikke op.
- Jeg håber stadig, at det hele nok skal gå, og at vi får en fantastisk sommer med glade gæster, siger hun.
Hun oplyser i den forbindelse, at der er kommet lidt bookinger ind fra gæster, der har booket en eller to nætter. Desuden skal hun huse lejrskoler over sommeren.