Oversigt

Seneste nyt

Boliggården: Hverken vi eller beboere er dækket af forsikringen

Hverken Boliggården eller de evakuerede beboerne er dækket af forsikringen. Det oplyser Boliggårdens forsikringsrådgiver, skriver Boliggården i en pressemeddelelse mandag aften.

Her skriver selskabet også, at der arbejdes "benhårdt" på at finde en løsning, der kan sikre beboerne hurtigst muligt.

- Vi forstår til fulde den utryghed, som vores beboere står med. Vores førsteprioritet er stadig beboernes sikkerhed. Fredag fik vi at vide, fra vores forsikringsrådgiver, at beboerne skulle henvende sig til deres eget forsikringsselskab - og i dag har vi fået en ny melding, siger direktør Pia Skov i meddelelsen.

- Derfor har vi i dag prioriteret at ringe rundt og har fortalt hver enkelt om situationen. Og vi har desværre måttet bede dem om ugen ud at opholde sig der, hvor de har været siden fredag.

Fredag blev beboere fra 65 boliger, der er administreret af Boliggården, evakueret. Det skete, efter at ingeniører opdagede en risiko for nedstyrtning.

Siden har der været diskuteret, hvorvidt det er beboernes egne forsikringer eller boligselskabets forsikring, der skal betale for beboernes genhusning.