Hun forvandlede søvnig kystby og gjorde gummistøvlen super-trendy

Designeren og forretningskvinden Ilse Jacobsen er død af den kræftsygdom, hun har fortalt åbent om.

Hun blev 62 år. 

Søndag døde designereren, iværksætteren og erhvervskvinden Ilse Jacobsen efter længere tids kræftsygdom. Dermed siger Danmark farvel til en kvinde, der gjorde gummistøvler til en eftertragtet mode-beklædningsgenstand - og til en kvinde, der fik sat nordsjællandske Hornbæk på verdenskortet.

- Hun var en ildsjæl. Hun var med til at få vendt den stemning, der var i byen, og det syn, man havde på Hornbæk, som havde ry for at være et lidt færdigt sted, fortæller Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K). 

quote Hun var med til at få vendt den stemning, der var i byen, og det syn, man havde på Hornbæk

Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør

Men det var egentlig ikke mode og design, Ilse Jacobsens liv pegede mod. Hun blev nemlig uddannet på Danmarks Forvaltningshøjskole, hvor hun læste økonomi, jura og statskundskab. Fra 1980 arbejdede hun i Arbejdsskadestyrelsen og i slutningen af 1980'erne på en restaurant i Ålsgårde.

Men i 1993 satsede hun så og åbnede butik i Hornbæk. Forretningen fik hendes eget navn - fulgt af bynavnet Hornbæk - altså Ilse Jacobsen Hornbæk. Og det var måske meget naturligt for en kvinde, der i den grad elskede sin by.

I år 2000 skete der noget.

Hun lancerede sine nu kendte, kulørte gummistøvler med snørebånd - og de opnåede noget, som mange andre gummistøvler har haft meget svært ved at leve op til - de blev anset for at være så smarte, at de var modegenstande. Så ikke bare kunne man have tørre fødder - man var også trendy, når der stod Ilse Jacobsen på gummistøvlen.

Forretningen voksede

Siden kom der flere butikker til, og sortimentet blev udvidet - med mere regntøj og siden en masse andre beklædningsgenstande. 

Ilse Jacobsen medvirkede som investor i tv-succesen Løvens Hule, hun producerede skønhedsprodukter, og hun åbnede et kurbad i hjembyen Hornbæk. Det sidste har hun forsøgt at sælge over en årrække, ligesom badet i 2016 var gennem en konkurs.

Ilse Jakobsens personligt ejede selskab overtog herefter kurbadet, men det har været til salg siden 2019. For nylig skrev hun selv på kurbadets hjemmeside, at ønsket om at sælge hang sammen med hendes kræftsygdom:

"Kære KURBADET by Ilse Jacobsen kunder. Jeg, Ilse Jacobsen er desværre ikke i stand til at genåbne kurbadet, som forventet, derfor har jeg taget den beslutning at sætte mit kurbad til salg. Dette bunder i min aggressive kræftsygdom Lymfom, og at mit fokus er på at blive rask. Så jeg håber kære kunder, at I vil have en lille smule tålmodighed med genåbningen", skrev hun på kurbadets hjemmeside.

Nedturen

Som så mange, der bliver kendt i offentligheden, måtte Ilse Jacobsen også sande, at berømmelsen havde to sider. For den offentlige opmærksomhed førte også til offentlig kritik af hendes ledelsesstil.

Det kom nemlig frem, at arbejdsmiljøet i hendes virksomheder var elendigt. De ansatte arbejdede uden overenskomst, virksomhederne tabte flere arbejdsretlige sager, og Ilse Jakobsen selv blev i blandt andet Berlingske beskrevet som hidsig.

Kritikken førte til, at Ilse Jacobsen trak sig fra tv-programmet Løvens Hule, og at hun forlod den daglige ledelse af sin virksomhed. Der blev også indgået overenskomst.

"Historierne i pressen de seneste dage har gjort stort indtryk på mig personligt, og jeg skal ærligt erkende, at jeg også er ked af det. Selvom vi allerede har taget hånd om de problemstillinger, der er beskrevet i pressen, har den megen fokus gjort det nødvendigt, at jeg bruger kræfterne på mine virksomheder", skrev hun i sin tid på Facebook.

quote Hun har betydet meget for Hornbæk

Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør

Trods kritikken står navnet Ilse Jacobsen i dag tilbage som et brand, der blev så stor en succes, at Ilse Jacobsen fik overrakt en eksportpris af selveste kronprinsesse Mary.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

I 2013 medvirkede Ilse Jacobsen i et sommerprogram påå TV 2 Lorry og talte blandt andet om sin kærlighed til Hornbæk.

Hornbæk på verdenskortet

Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, (K) kendte Ilse Jacobsen, og beskriver hende som en kvinde med et ekstremt højt energiniveau.

- Hun har betydet meget for Hornbæk. Hun elskede Hornbæk. Det var hendes inspiration, det var der, hun fik sin energi og livskraft. Det var hendes helle og betød meget for hende som menneske og for hendes udvikling af virksomheder, siger Benedikte Kiær til TV 2 Lorry.

Benedikte Kiær mener, at Ilse Jacobsen var en af hovedkræfterne, som fik vendt Horbæks ry. Den tidligere så mondæne kystby var faldet i søvn og småforfaldt, men Ilse Jacobsen kastede sig ind i kampen.

- Det kunne hun bare ikke have, så hun var med til at vende det med sit drive. Hun var med til at sætte Hornbæk på verdenskortet, siger Benedikte Kiær.

Hun lægger ikke skjul på, at hun kommer til at savne den driftige erhvervskvinde.

- Det er trist. 62 er ingen alder, siger hun.

Ilse Jacobsen efterlader sig sin mand og en bonusdatter.

Ilse Jacobsen med et udvalg af de gummistøvler, hun gjorde verdensberømte.
Ilse Jacobsen med et udvalg af de gummistøvler, hun gjorde verdensberømte.
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik