Monster-stort krydstogtskib anløber Helsingør

Et af verdens største krydstogtskibe ankommer tirsdag til Helsingør med tusindvis af passagerer.

Helsingoranerne har sommeren igennem kunnet se nogle kæmpe krabater smide anker i deres havn.

I alt seks store krydstogtsskibe vil frem til oktober måned kaste fortøjning ved Kongekajen, og massevis af udenlandske passagerer vil besøge byen.

Tirsdag ankommer det tredje krydstogtsskib i rækken til Helsingør. Der vil her være tale om et af verdens største krydstogtsskibe, Queen Mary 2.

2.600 passagerer

QM2 anløber Helsingør med 2.600 passagerer og 1.250 besætningsmedlemmer. Det er 345 meter langt, bygget i 1992 og har været igennem en større renovering. 

Ole Holmen tog dette foto af det store skib på vej i havn tirsdag morgen ved Helsingør.
Ole Holmen tog dette foto af det store skib på vej i havn tirsdag morgen ved Helsingør.
Foto: Ole Holmen/Privatfoto
Sådan ser der ud ombord på Queen Mary 2.
Sådan ser der ud ombord på Queen Mary 2.
Foto: Pressefoto - Cunard

Ifølge rederiet Cunard er Queen Mary 2 i dag verdens hurtigste krydstogtskib med en topfart på cirka 30 knob, selvom man normalt sejler lidt langsommere.

NÆSTE KRYDSTOGTSKIBE TIL HELSINGØR

  • Tirsdag den 14. august: Queen Mary 2 
  • Tirsdag den 2. oktober: MS Pacific Princess 
  • Søndag den 7. oktober: MS Nordstjernen

Det er også verdens eneste skib, der med rette kan betegnes ”liner” - en titel skibe fik ret til at benytte, hvis de sejlede i ”fast rutefart” mellem to kontinenter.

QM2 tilbyder fortsat cirka 20 årlige crossings mellem USA og Europa. Af samme årsag har det fået æren af at være RMS, ”Royal Mail Ship”, med ret til at medbringe post mellem kontinenterne.

Gæster fra England og Tyskland

Gæsterne, der tirsdag ankommer til Helsingør, kommer primært fra England og Tyskland, og de begynder at gå i land fra klokken 8:30. Klokken 15-16 vender de retur, og så sejler skibet igen klokken 18.00.

TV 2 Lorry omtalte sidst i juli de to andre krydstogsskibe MS Serenissima og MS Island Sky i forbindelse med deres ankomst til Helsingør. 

I dette indslag kan du se et af de store krydstogtskibe, der tidligere på sommeren anløb Hundested Havn.

Også Hundested har sommeren igennem lagt havn til flere store krydstogtskibe. 

Du kan se mere om krydstogtsskibet Queen Mary 2 i videoen nedenfor.

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik