Japansk gigant investerer enormt beløb i Hillerød

Det japanske kamerakonglomerat Fujifilm investerer et tocifret milliardbeløb i deres farmaceutiske fabrik i Hillerød.

Fujifilm er måske bedst kendt som virksomheden bag japanske kameraer.

Men Fujifilm ejer også Fujifilm Diosynth Biotehcnologies (FDB), der producerer farmaceutiske midler til store medicinalvirksomheder verden over.

En af deres fabrikker ligger i Hillerød, og den er den japanske virksomhed nu klar til at investere et usædvanligt stort milliardbeløb i.

- Det betyder rigtig meget for os, siger Lars Petersen, der er administrerende direktør i FDB i Danmark og fortsætter:

- Vi laver medicin til alle de helt store spillere på markedet, og nu får vi også kapaciteten til det. Medicin vil der altid være behov for.

Det producerer Fujifilm Diosynth Biotechnologies

  • Fujifilm Diosynth Biotechnologies (FDB) er blandt de største kontrakt-producenter af biotek-produkter i verden.


  • Det vil sige de producerer medicin til medicinalvirksomheder verden rundt. 


  • Fabrikken i Hillerød producerer primært biologiske produkter mod for eksempel cancer og multipel sklerose. 

Helt konkret lyder investeringen på 11 milliarder kroner, og den skal gøre fabrikken til den største af sin slags i Europa.

Samtidigt bringer investeringen knap 500 jobs med sig.

- Lige nu er vi omkring 1050 ansatte, men efter investeringen kommer vi hvert fald om på den anden side af 1500. Måske endda helt op på 1700. Så der kommer en del nye job, fortæller Lars Petersen til TV 2 Lorry.

Hvad er det for nogle jobs?

- Det er alt lige fra håndværkere, ingeniører, forskere og så videre. Vi er en farmaceutisk virksomhed, der producerer medicin, så der er stor diversitet i vores arbejdspladser, svarer han.

quote Det er et usædvanligt stort beløb.

Ole Krohn, Erhvervskommentator, TV 2

Fujifilm investerer næsten 11 milliarder kroner i deres produktionsanlæg i Hillerød. Det skaber blandt andet 450 nye arbejdspladser.

En af de største investeringer nogensinde

Det er tredje gang på få år, at FDB investerer milliarder i Hillerød-fabrikken, og denne gang er investeringen enorm.

Faktisk er det en af de største investeringer i en dansk fabrik nogensinde, oplyser erhvervskommentator på TV 2, Ole Krohn.

- Det er et usædvanligt stort beløb, og nok en af de største investeringer af sin slags i Danmark, siger han til TV 2 Lorry.

quote Det understreger Hillerøds status som dansk medicins svar på Silicon Valley.

Ole Krohn, Erhvervskommentator, TV 2

Ifølge ham får det stor betydning for erhvervslivet i Hillerød.

- Det understreger Hillerøds status som dansk medicins svar på Silicon Valley. Der er flere medicinalvirksomheder i området, og de beriger hinanden på kryds og tværs. Den her investering bliver som en magnet for dygtig arbejdskraft i området, fortæller Ole Krohn.

Kan vi forvente flere investeringer som denne fremover?

- Det, vi kan se, er, at de gang på gang vælger at udvide i Danmark, og det sker med jævne mellemrum. Det er et tegn på, at Danmark er et stærkt produktionsland, når det gælder højteknologiske virksomheder, svarer han.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Medicin Valley i Hillerød:

I Hillerød er flere medicinale virksomheder samlet. Her ligger blandt andet:


  • Zymenex A/S
  • Fujifilm Diosynth Biotechnologies
  • Novo Nordisk 
  • Silvaco A/S
  • Tetra Pharm Technologies Aps
  • Stragen Nordic A/S
  • Polypeptide Group Laboratories

''Vi skal have flere succeshistorie som denne''

Nyheden om den store investering og flere jobmuligheder vækker også glæde hos brancheforeningen Dansk Biotek.

- Det er en god nyhed på mange niveauer. Det er en international anerkendelse af, at vi i Danmark kan levere topkvalitet indenfor biotek, siger Hans Schambye, der er formand for Dansk Biotek.

Hvad tænker du om de knap 500 nye job?

- Jeg er meget begejstret, svarer han og fortsætter:

- Det er en kæmpe fordel for danske virksomheder også. Det betyder at alle bliver dygtigere, fordi der kommer flere arbejdspladser, og virksomhederne bliver større. Vi skal have flere succeshistorier som denne.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

fujifilm hillerød
Fujifilm Diosynth Biotechnologies har nu investeret omkring 23 milliard kroner i deres fabrik i Hillerød.
Foto: FUJIFILM Diosynth Biotechnologies

Mere plads betyder flere kunder

Ifølge Lars Petersen er det en stor efterspørgsel fra store virksomheder verden over, der gør, at fabrikken kan blive ved med at udvide.

- Vi har måtte sige nej til kunder, fordi vi ikke havde plads nok. Det dur bare ikke i den her branche, og derfor bliver vi nødt til at udvide. Vi skal have kapacitet nok, slår han fast.

Og derfor er den nye udvidelse tiltrængt mener direktøren.

- Det giver os mulighed for at investere i grøn energi samtidigt. Når vi bygger så meget, så skal det også gøre på den rette måde. De næste fem til seks år, tror jeg vi bliver ved med at vokse, siger han.

Med den tocifrede milliardinvestering kan fabrikken fremover byde på blandt andet 20 styks 20.000 liter bioreaktorer, som bruges til at producere farmaceutiske midler.

Hvor meget medicin kommer i til at producere nu?

- Vi kommer til at producere rigtig meget. Investeringen gør det muligt at tredoble outputtet fra vores anlæg, siger Lars Petersen. 

FDB forventer, at udvidelsen af Hillerød-fabrikken står færdigt i 2026.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik