Rektor med opsang til folkeskoler og forældre: "På ét punkt skal I tage mere ansvar"

Unge lærer ikke at tale ordentligt til hinanden på sociale medie i folkeskolen. Det mener rektoren på Rungsted Gymnasium, som efterlyser mere undervisning på området allerede i en tidligere alder.

- Det er nødvendigt at lære at tale ordentligt på de sociale medier. Det har de unge ikke lært i folkeskolen og ikke lært derhjemme - så nu skal det læres i gymnasiet.

Sådan lyder det fra Ruth Kirkegaard, der er rektor på Rungsted Gymnasium.

Hun mener nemlig ikke, at de unge i tilstrækkelig grad lærer, hvordan de skal tale ordentligt til hinanden på de sociale medier.

Hun efterlyser derfor større fokus på området - både i folkeskolen og i de private hjem.

- Vi oplever ikke, at de unge fra folkeskolen altid er klædt på til at agere på sociale medier, når de kommer videre til os. Vi oplever stadig, at den måde, de unge skriver til hinanden på sociale medier, er udfordrende, siger Ruth Kirkegaard til TV 2 Kosmopol.

Rektoren mener ikke, det nødvendigvis kun er folkeskolens skyld, at de unge ikke er klædt godt nok på, men hun vil gerne opfordre til, at de unge allerede tidligt bør få redskaber til, hvordan man gebærder sig på de sociale medier.

- Jeg kan se og mærke, at de unge i gymnasiet ikke er færdige med at træne (i at agere på sociale medier). Det er baseret på det, vi oplever. Hvis de unge havde flere redskaber med fra folkeskolen, så kan det være, at der var færre konflikter, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan se, at nogle af elevernes konflikter med hinanden foregår på de sociale medier. Mange situationer kan undgås, hvis man har fået den rette træning, siger Ruth Kirkegaard.

Et vanskeligt emne i folkeskolen

Ifølge formanden for Københavns Lærerforening, Katrine Fylking, bliver elever i folkeskolen allerede undervist i brugen af sociale medier, da der findes helt konkret indhold, som er defineret, og som man skal arbejde med.

Hun påpeger dog, at den enkelte klasse kan have forskellige behov i forhold til undervisning i sociale medier, og at det er meget forskelligt, hvordan man planlægger undervisningen.

- Nogle klasser vil have et større behov for at arbejde med sociale medier end andre. Der kan både være nogle børn, der synes det er svært, og nogle der synes, at det fylder i hverdagen.

Katrine Fylking mener da også, at det er et vanskeligt emne.

- Det er vigtigt at pointere, at det ikke er en opgave, som skolen skal løse alene. Det er et emne, som er vanskeligt. Mange børn er i en udvikling omkring det her. Det er nogle andre ting, der fylder, når man enten er 12, 14 og 16 år. Det handler om at være til stede som voksen og tage ansvar som voksen, siger Katrine Fylking.

- Det er vigtigt, at vi støtter vores børn og unge i at være rigtig kritiske i forhold til det, de møder, og at de siger fra overfor noget, som de ikke synes er okay.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Tonen er for for på diverse sociale medier, så rektor Ruth Kirkegaard ser gerne, at man tager fat på problemet tidligere.
Tonen er for for på diverse sociale medier, så rektor Ruth Kirkegaard ser gerne, at man tager fat på problemet tidligere.
Foto: Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix


Forældre skal blande sig mere

Det er dog ikke kun i folkeskolen, at rektoren fra Rungsted Gymnasium mener, at de unge skal klædes på tidligt.

Ruth Kirkegaard mener også, at de unge skal lære om adfærden på de sociale medier hjemme i privaten.

- Det er også en forældreopgave at tale med de unge om deres brug af sociale medier. Jeg tror, at man derhjemme med sine forældre har mange gode snakke, men jeg tror, at langt de færreste forældre kender de unges univers godt nok. Vi er 20 år bagefter de unges univers, siger Rungsted-rektoren.

Formanden for Forældre Landsorganisationen FOLA, Signe Nielsen, kan da også nikke kendende til budskabet fra rektoren om, at børnene ikke har lært det godt nok hjemmefra. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Hun mener, at forældre skal blande sig mere i deres børns adfærd på sociale medier.

- Der er en kæmpestor forskel på, hvornår forældre blander sig. Vi skal spørge lige så meget ind til deres sociale medier, som man skal spørge ind til fritidsaktiviteter, siger Signe Nielsen.

- Det er ikke alle forældre, der har redskaber til det. Ligesom man for eksempel kan hav en snak om alkohol, så skal man også tage en snak om de sociale medier.

Selvom Signe Nielsen ikke kan pege entydigt på, hvem der har ansvaret, så mener hun, at det er vigtigt, at forældre blander sig i deres børns brug af sociale medier.

- Vi (forældre, red) skal være mindre bange for at blande os i vores børns liv på de sociale medier, fordi ellers opdager vi ikke, når det går galt. Vi opdager simpelthen ikke, at man taler grimt til hinanden, siger Signe Nielsen til TV 2 Kosmopol.

Gymnasium har også ansvar

Rektoren fra Rungsted Gymnasium peger da også fingeren indad, når det drejer sig om undervisning i sociale medier.

Selv får gymnasiet tirsdag besøg af journalist og TV-vært Abdel Aziz Mahmoud, der skal fortælle om tonen på de sociale medier.

- Jeg synes ikke kun, at vi skal pege fingre af folkeskolen. Gymnasiet skal også undervise i det. Vi skal også undervise i de færdigheder. Vi er for defensive som skoler og samfund. Det er ikke noget, vi kan forvente, at de unge lærer selv, siger Ruth Kirkegaard og fortsætter:

- Jeg synes, at gymnasiet har ansvar for at gøre klar til den næste uddannelse og gøre eleverne uddannelsesparat, men på alle gymnasier arbejder man også med elevtrivsel – hvis eleverne ikke trives, så er det rigtig svært at lære noget, siger Ruth Kirkegaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik