Torsdag kan der skrives historie på Vestegnen - men fanformand frygter succes

Kommer Hvidovre til at rykke op i Superligaen? Det kan afgøres torsdag, og formand for fanklubben kommer til at følge spændt med fra lægterne.

Har Hvidovre fodboldmusklerne til at rykke op i Superligaen?

Det kan klubben, der geografisk er placeret i smørhullet mellem storklubberne Brøndby og FCK, bevise torsdag i hjemmekampen mod SønderjyskE.

En sejr betyder nemlig, at Hvidovre rykker op i Superligaen fra 1. division – her har de ikke været i 26 år.

Derfor betyder kampen alt, fortæller formand for fanklubben, Charlie Friborg Michelsen:

- Vi har kæmpet i så mange år med så lille et budget, så hvis vi rykker op, så gør vi jo det umulige. Der er en mentalitet og en klubfølelse, der er noget helt særligt i Hvidovre, siger fanformanden til TV 2 Kosmopol.

quote Der er en mentalitet og en klubfølelse, der er noget helt særligt i Hvidovre

Charlie Friborg Michelsen, fanformand

Hvidovres stjernespillere passer i hverdagen deres almindelige jobs, og så spiller de fodbold på højt plan i fritiden. Eksempelvis er midtbanespiller Martin Spellman ejendomsmægler i Nybolig i Hvidovre.

Det er ifølge fanformanden en del af den særlige DNA, der gør Hvidovre til en slags fodboldklubbernes humlebi:

- Vi er en amatørklub båret af en masse frivillige kræfter og hjerteblod. Vi kommer aldrig til at vinde mesterskaber som i 70’erne og 80’erne, men vi skal nyde momentet lige nu.

Fanformanden mærker da også, at fodboldfeberen er på sit højeste i Hvidovre. Kampen mod SønderjyskE er udsolgt, og antallet af HIF-tilhængere på lægterne er steget fra de sædvanlige cirka 1000-1500 publikummer til 4000 i den seneste hjemmebanekamp, vurderer Charlie Friborg Michelsen.

- Lige nu er det helt vildt. Vi kan kun håbe, at alle dem, der støder til, har lyst til at blive her i fremtiden også.

Selv har han været fan hele livet, siden hans far tog ham med på stadion som barn.

Frygter dyre kontrakter

Men for den trofaste Hvidovre-supporter følger der også lidt bekymringer med muligheden for oprykning.

For vil en oprykning stige klubben til hovedet – som man har set andre steder?

- Jeg vil frygte, at man i så fald vil spendere alle millionerne på dyre kontrakter, som man ser, når mindre klubber rykker op. Og så vil vi miste noget af det særlige, der er Hvidovres DNA, siger Charlie Friborg Michelsen.

Selv beskriver han Hvidovres spillertrup sådan her:

- Det er kombinationen af ældre, erfarne spillere, som har fundet en plads i Hvidovre i deres eftermæle, og som har noget erfaring med sig, de kan bruge til at trække de unge spillere op.

- Og så er det også at folk er meget bynære. Mange har boet i byen selv.

Opbakning siden sidste år

Om spillerne har det, der skal til, for at sikre sig de tre afgørende point torsdag, vil vise sig i torsdagen kamp.

Hvis klubben taber på hjemmebane torsdag, så er der stadig to spillerunder, der kan sikre dem oprykning.

quote Mange har boet i byen selv

Charlie Friborg Michelsen, fanformand

- Så er der en kamp mere og en kamp mere, lyder det fra formanden.

Og selv hvis uheldet skulle være ude og Hvidovre – lige som sidste år – ikke formår at komme op over oprykningsstregen, så er formanden for fanklubben stadig fortrøstningsfuld:

- Vi så jo også sidste år, at bare det at være tæt på har gjort, at der har været fin opbakning i år, siger Charlie Friborg Michelsen. 

Hvis Hvidovre rykker op, kan klubben få stadion-problemer. Det kan du læse mere om her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik