Fire lys-guirlander ved Nørrebros Runddel.
Så lidt julelys blev det til på Nørrebrogade i 2016. Årsagen til aflysningen af det traditionsrige julelys på brogaden skyldtes, at Nørrebros Lokaludvalg ikke kunne grave dybt nok i pengekassen, til at julebelysningen blev en realitet.
Derfor blev en pengeindsamling iværksat af politikeren og Nørrebro-borgeren Yildiz Akdogan (S).
Indsamlingen nåede kun at indsamle knap 30.000 sammen, og sammen med den lokale handelsforenings bidrag på 12.000 blev det til en smule julelys i vintermørket.
I år er Yildiz Akdogan igen på gaden for at opfordre de lokale erhvervsdrivende på Nørrebrogade til at skæppe lidt i kassen, så der igen kan komme julelys på hele Nørrebrogade.
Vi er over 100.000 nu, så vi kan allerede nu sige, at der bliver mere julelys end sidste år
Hun har allieret sig med ildsjælen Charlotte Mejlshede, der også gerne ser den traditionsrige belysning tilbage på brogaden.
- Rigtig mange butikker vil gerne have julebelysning, men det kræver også, at de bidrager, siger Charlotte Mejlshede, der selv bor på Nørrebro med sin familie.
De to kvinder stemmer dørklokker hos Nørrebrogades butikker for at få dem til at bidrage til julelyset, ligesom de har startet en indsamling på Facebook, der skal flankere deres egen iver.
Mere julelys end sidste år
- Både Københavns Kommune og Lokaludvalget har spyttet i kassen med henholdsvis 45.000 kroner og 25.000 kroner, siger Charlotte Mejlhede til TV 2 Lorry og fortsætter:
- Og Handelsforeningen har bidraget med 20.000 kroner. Og så kan vi se, at der i hvert fald er omkring 20.000 kroner ekstra på vej ind.
Initiativtagerne glæder sig over beløbet, som allerede nu viser, at der bliver mere end fire guirlander ved Nørrebros Runddel, som det var tilfældet sidste år.
- Vi er over 100.000 nu, så vi kan allerede nu sige, at der bliver mere julelys end sidste år. Men der skulle gerne en del flere penge ind, hvis vi skal nå niveauet fra forrige år.
Hvis julebelysningen skal ramme samme niveau som forrige år, hvor en del af brogaden var oplyst, koster det 200.000 kroner. For hele Nørrebrogade koster det 300.000 kroner.
Bidragsydere får julehjerte som tak
Der er flere hundrede butikker og over 70.000 borgere på Nørrebro, hvis alle gav et bidrag, er vi i mål
Et julehjerte med teksten "Vi støtter julebelysning på Nørrebrogade" pryder i øjeblikket 12 butikker i området. Det har de fået som tak for den økonomiske støtte, de har bidraget med for at få julelyset tilbage.
- Der er flere hundrede butikker og over 70.000 borgere på Nørrebro, hvis alle gav et bidrag, er vi i mål, siger de to initiativtagere.
Alligevel mener de, at de store butikskæder bør tage større ansvar for den gade, de har butik på.
- Jeg synes også, butikkerne skal til lommerne og, ærligt talt, især de større butikskæder frasiger sig deres ansvar ved at være tavse i denne debat og indsamling, siger Yildiz Akdogan.