Euforisk Tommy Ahlers brager ind i Folketinget: “Det er så vildt”

Venstre-novicen brager ind i Folketinget med skyhøjt personligt stemmetal. 

Med 26.420 personlige stemmer er Tommy Ahlers den politiker i landet med femteflest personlige stemmer. 

Uddannelses- og forskningsministeren fra Venstre brager dermed ind i Folketinget ved sit første valg. 

TV 2 Lorry fanger en euforisk Tommy Ahlers på telefonen, kort efter at de endelige stemmetal blev offentliggjort.

- Jeg har næsten ikke noget stemme tilbage, for jeg har lige råbt og skreget, siger Tommy Ahlers.

- Det er så vildt, det er helt fantastisk. Jeg er super stolt og benovet over, at så mange fra København, Frederiksberg og Tårnby har stemt på mig. Jeg har lidt følt det sådan, at jeg var sat på prøve. Før var det kun statsministeren, der havde besluttet, at jeg skulle ind, så jeg var spændt på at spørge, om andre også synes, det var en god idé.

 
 

- Men det er helt fantastisk, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Man kan drømme lidt og få tilkendegivelser i løbet af valgkampen, men jeg havde ikke drømt om at komme derop. Jeg havde ikke turde tro noget, siger Tommy Ahlers til TV 2 Lorry. 

Slår Søren Pind

Tommy Ahlers overtog for 13 måneder siden både Søren Pinds ministerium og valgkreds på Østerbro i Københavns Storkreds. Søren Pind fik ved folketingsvalget i 2015 7.706 personlige stemmer og i 2011 lød tallet på 15.101. 

Hvad er det, du kan, som Søren Pind ikke kunne?

- Det ved jeg ikke. Jeg har super meget respekt for Søren Pind, og jeg har været beæret over at overtage efter ham. I forbindelse med mit arbejde som minister, har jeg kæmpet for mere fleksibilitet for studerende i blandt andet København. Mange unge har stemplet ind der, siger Tommy Ahlers.

Han fremhæver også ambitionen om at bekæmpe perfekthedskulturen som en mulig årsag til den øgede vælgertilslutning. 

Har været mig selv

Venstre sikrede sig tre mandater i København, og dermed er Frederiksberg-politikeren Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen også på plads i det nye Folketing. De høstede henholdsvis 4.597 og 2.404 personlige stemmer. 

Tommy Ahlers fik flere stemmer end Uffe Elbæk i Nørrebrokredsen, og bliver i København kun overgået af Pernille Skipper (EL), der høstede hele 33.024 personlige stemmer. 

Tommy Ahlers, hvordan vil du selv forklare dit gode valg?

Jeg har fortalt tingene som jeg ser dem, jeg har været mig selv og jeg har været ærlig. Vi har også forsøgt os med en anden form for politisk samtale, som eksempelvis arrangementerne med Martin Thorborg og Lars Løkke i Park Bio, siger Tommy Ahlers. 

Han fremhæver også, at han har haft et hold fuld af frivillige uden meget erfaring med politik. De har forsøgt sig med flere alternative kampagneidéer. 

Det giver gejst

Ministeren, der er tidligere iværksætter og kendt fra DR-programmet 'Løvens Hule', overgår på landsplan prominente navne som DF-formand Kristian Thulesen Dahl, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og SF's Jacob Mark, hvis man kigger på de personlige stemmetal.

Flest personlige stemmer i hele landet

Mette Frederiksen (A) - 43.489

Lars Løkke Rasmussen (V) - 40.745

Pernille Skipper (EL) - 33.024

Inger Støjberg (V) - 28.420

Tommy Ahlers (V) - 26.420

Jacob Mark (SF) - 23.213

Kristian Thulesen Dahl (DF) - 23.119

Søren Pape Poulsen (K) - 22.223

Ida Auken (RV) - 21.723

Pia Olsen Dyhr (SF) - 20.047

Men hvad kan man bruge et højt personligt stemmetal til, når man sidder i opposition?

 - Jeg har sagt ja til at gå ind i politik, og jeg er blevet valgt så klart i mit første valg. Det kan jeg bruge til noget, det giver mig gejst. 

Kan det høje personlige stemmetal give dig mere magt og en attraktiv post i Venstre? 

- Det aner jeg ikke. Sådan tænker jeg det heller ikke. Jeg er valgt ind og sidder på ét mandat, og de andre er også valgt ind og sidder på ét mandat, siger Tommy Ahlers. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik