Farlig regn ødelægger København i ny serie på Netflix

Den amerikanske mastodont investerer store summer i europæisk indhold - snart kommer første danske serie.

De fleste danskere er døde. Hovedstaden er øde og ødelagt. Det regner med gift fra himlen. 

Sådan lyder et skræmmende scenarie, som bliver opstillet i Netflix' nye serie 'The Rain', der får premiere inden længe. 

Det er første gang, at streamingtjenesten producerer en serie på dansk, og man vil i afsnittene møde skuespilleren Mikkel Boe Følsgaard - kendt fra 'Arvingerne' og 'En Kongelig Affære' - samt Iben Hjejle, Lars Simonsen og Alba August.

Hvad vil du ofre for at overleve?

Handlingen foregår i København, seks år efter at en brutal virus har ramt Skandinavien, oplyser Netflix. 

Et ungt søskendepar og en gruppe overlevende beslutter sig for at lede efter en ny verden - langt fra Danmark. 

Men dét er ikke kun udfordrende, fordi regnen dræber.

Scenariet tvinger nemlig hovedpersonerne til at tage stilling til en række eksistentielle spørgsmål. For hvad er du egentlig villig til at ofre for at overleve? Og hvor langt vil du gå for at redde din familie? 

Udenfor det civiliserede samfunds regler har hver af de unge medlemmer af gruppen frihed til at være, den de vil. Men de kæmper med sig selv og det faktum, at der selv i en post-apokalyptisk verden er kærlighed, jalousi, overgangen fra barn til voksen og alle de problemer, som de troede, de havde efterladt, da civilisationen forsvandt.

Tivolis hovedindgang overfor det nye Axel Towers.
Tivolis hovedindgang overfor det nye Axel Towers.
Foto: Netflix

Netflix vil æde dansk marked

Det har ikke været muligt for TV 2 Lorry mandag at få et interview med Netflix' talsperson. Men man oplyser, at serien er første resultat af virksomhedens strategi om at investere i lokalt indhold. 

Brugerne kan allerede nu se tyske 'Dark', hvor to unge mennesker forsvinder ved et atomkraftværk nær Berlin. Italienske 'Suburra' ligger også på tjenesten. Og snart kan man altså se og høre danske skuespillere - på pæredansk. 

- 'The Rain' er optaget i Danmark. Der bliver talt dansk, og det er hovedsageligt danske skuespillere. Produktionsholdet bag er også dansk, oplyser man til TV 2 Lorry. 

I alt har Netflix siden 2012 investeret 1,75 milliarder dollars i europæiske TV-serier, heriblandt den danske TV-serie 'Rita', som i øvrigt ligeledes er skrevet af Jannik Tai Mosholt, der også har bidraget til 'The Rain'.

 
 
Foto: Netflix

Ånder Danmarks Radio i nakken

Politikerne på Christiansborg forhandler lige nu med de danske mediehuse om et kommende medieforlig. Der er fra regeringens og Dansk Folkepartis side lagt op til at skære kraftigt i licensstøtten til Danmarks Radio. 

Netop DR - som blandt andet har vundet internationale priser for ’Borgen’, ’Broen’ og ’Forbrydelsen’ - kan nu se frem til at skulle konkurrere med Netflix. 

Kulturminister Mette Bock har tidligere bekendtgjort, at hun ikke ser et problem i eventuelt at uddele licensmidler til amerikanske tjenester fremover:

- For mig er det ligegyldigt, om afsenderen hedder det ene eller det andet. Jeg er ikke optaget af, hvilken platform eller kanal, det drejer sig om. Jeg er mere optaget af indholdet, og af at alle generationer er sikret adgang til det, har kulturministeren sagt til Altinget.dk.

Mikkel Boe Følsgaard vandt i 2012 en Sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin for bedste mandlige hovedrolle, for sin rolle som Christian den 7. i 'En Kongelig Affære'.
Mikkel Boe Følsgaard vandt i 2012 en Sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin for bedste mandlige hovedrolle, for sin rolle som Christian den 7. i 'En Kongelig Affære'.
Foto: Netflix

Netflix producerer allerede en række internationale og amerikanske dokumentarer og underholdningsshows. Hvorvidt man også vil lave dansk dokumentar, kan man endnu ikke svare på, skriver man til TV 2 Lorry. 

Se traileren her:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik