En journalist fra avisen B.T. er blevet tiltalt for at bringe fortrolige oplysninger om Omar el-Husseins familie, som han modtog fra DF-politikeren Finn Rudaizky.
Anklagemyndigheden kræver journalisten straffet med en bøde.
Sagen drejer sig om artikler tilbage fra april 2015, altså to måneder efter at Omar el-Hussein angreb kulturhuset Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade.
Anklagemyndigheden har rejst tiltale efter straffelovens paragraf 152 d, stk. 2 om videregivelse af enkeltpersoners rent private forhold.
En journalist fra avisen Berlingske har også været sigtet i sagen, men han bliver ikke tiltalt, oplyser senioranklager Søren Harbo.
- Generelt kan jeg sige, at vi har skelnet mellem oplysninger om Omar el-Hussein og oplysninger om Omar el-Husseins familie, siger Søren Harbo, som ikke vil udtale sig om, hvorfor Berlingske-journalisten slipper for påtale.
Finn Rudaizky blev i februar 2017 dømt i sagen. Han blev straffet med ti dagbøder à 1000 kroner for som medlem af Københavns Borgerrepræsentation at have lækket fortrolige oplysninger til pressen.
Politikeren blev på baggrund af dommen erklæret "ikke valgbar" af et flertal af hans kollegaer i Borgerrepræsentationen, og han blev dermed "smidt ud af politik".
I november 2017 blev han dog valgt ind i Borgerrepræsentationen igen.
Oplysninger om familien
Dommen drejede sig både om oplysninger om Omar el-Hussein og oplysninger om hans familie - blandt andet at moren havde modtaget kontanthjælp, og at der havde været foretaget et kriminalpræventivt besøg hos lillebroren.
Oplysningerne om moren og lillebroren fremgik alene af B.T.-artiklerne, og det er efter alt at dømme forklaringen på, at Berlingskes journalist ikke bliver retsforfulgt.
På B.T. fortæller chefredaktør Michael Dyrby, at han ser frem til sagen med sindsro.
- Den handler blandt andet om hvad der førte til, at Omar el-Hussein udførte det største terrorangreb på dansk jord. Det bliver interessant at følge sagen, for hvor går grænsen for journalistik, siger Michael Dyrby til bt.dk.
- Hvis man ligger inde med oplysninger, der har væsentlig samfundsmæssig interesse, skal man så ikke kunne bringe dem videre, lyder det videre fra Dyrby.
Sagen mod journalisten bliver behandlet i Københavns Byret til marts.
/Ritzau/