Burger, gourmet hotdogs, pizza slices eller fladbrød med falafel. Danskerne er begyndt at omfavne street food. Det kan også ses på landkortet. Siden Torvehallernes åbning i 2011 har flere madmarkeder slået dørene op.
Senest åbnede Værftets Madmarked i Helsingør og i morgen åbner Teglværket i Københavns Sydhavn.
Den engelske avis The Independent har også haft et kig på de danske madmarkeder. Sandsynligvis har avisen faktisk haft nogen et smut forbi for at prøve lækkerierne selv. Den har nemlig kåret Europas ti bedste madmarkeder.
Independent er vilde med disse ti markeder i Europa
- Hornstulls Marknad, Stockholm, Sverige
- Bite Club, Berlin, Tyskland
- Le Food Market, Paris
- Papirøen, København
- Streeat Food Truck Festival, Italien
- Weekend of the Rolling Kitchens, Amsterdam, Holland
- KERB, Camden, London
- Brussels Food Truck Festival, Bruxelles, Belgien
- Miam Festival, Lausanne, Schweiz
- MadrEAT, Madrid, Spanien
På listen er Papirøens Copenhagen Street Food.
"Før Copenhagen Street Food flyttede ind, var det et lager for den danske presse. Papirøen er byens første rigtige street food-marked: lastbiler, fragtcontainere og faldefærdige industrifacader. Den verdensberømte Noma er naboen, det her er 'stedet at være'. Især når andefedt-friterede pomfritter, sprøde barbeque dumplings og chokolademouse cheesecake er på menuen," skriver The Independent.
De slidte haller skal væk
Men selvom både københavnerne, turisterne og nu også The Independent er vilde med Papirøens faldefærdige madmarked, så står hallerne til at blive revet ned.
I april blev nye byggeplaner for Papirøen nemlig godkendt af medlemmerne af Københavns Borgerrepræsentation. Her blev det besluttet, at de gamle lagerhaller skal rives ned. I stedet vil man opføre nye haller, der vil passe til de omkringliggende områders udseende. De nye haller skal efter planen hedde 'Byens Haller'.
Derudover har By & Havn lovet Københavns Kommune, at de nye haller skal skabe en tydelig reference til øens hidtidige funktion som papirlager og opmagasineringsplads.
De nye haller vil omkranse et grønt område i midten, som får navnet "Den Grønne Hal". På øens nordvestlige hjørne skal der laves et svømmeanlæg, og så bliver der lavet en bred promenade med en træbrygge.
Andre madmarkeder