En yngre mand har tirsdag meldt sig selv til Københavns Politi.
Det sker efter, at politiet offentliggjorde en video i forbindelse med en voldtægt på Blegdamsvej i København.
Den mand, der har meldt sig til politiet, er anholdt og vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør.
Manden formodes at have voldtaget en kvindelig buspassager på Østerbro søndag den 7. juni tidligt om morgenen.
Her steg manden ifølge Ritzau på en 3A-bus på Enghavevej, samtidig med at kvinden gik ind i bussen.
De sad ved siden af hinanden og steg begge ud på samme sted, nemlig på Blegdamsvej.
Her overfaldt manden kvinden, som blev tvunget ned i en gangtunnel, hvor hun blev voldtaget. Det oplyste Københavns Politi mandag.