Natklub midt i bandekonflikt højner sikkerheden

Natklub på Nørrebro skærper sikkerheden midt i bandekonflikt. I fremtiden skal samtlige gæster registreres ved indgangen.

"Det er sygt lækkert, at I gerne vil feste hos os, men vi har altså ikke nogen gæsteliste eller borde til salg. Husk når ingen er VIPs er alle VIPs." Sådan lød det fra klubben på Sigurdsgade - af samme navn - midt i juni. Natklubben har brandet sig på, at være en uformel klub med plads til alle, der vil feste.

Derfor kom det også bag på mange af klubbens faste kunder, da Sigudsgade i sidste uge meddelte, at man i fremtiden skal være medlem for at blive lukket ind bag klubbens populære døre. 

På Facebook skriver Ida Toft blandet andet: 

"Hvad fanden foregår der?"

Og Torbjørn Venobo stemmer i: 

"Hvorfor? Jeres charme lå i allemandsejet". 

Vil vide, hvem vi lukker ind

Sigurdsgade vil højne sikkerhedsniveauet, og understreger overfor TV 2 Lorry, at medlemsskabet skyldes skærpende sikkerhedsforanstaltninger.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der foregår meget på Nørrebro lige nu, og vi skal have den bedst mulige sikkerhed, siger Jennie Nørgaard, Projektleder, Sigurdsgade.

Rent lavpraktisk skal alle gæster i fremtiden downloade en app og registrere dem med fulde navn og et foto. Jennie Nørgaard forsikrer, at alle gæster bliver tjekket grundigt for at sikre at billede og identitet stemmer overens. 

- Vi vil gerne vide, præcist hvem vi lukker ind på klubben. Det er for alles sikkerheds skyld, siger Jennie Nørgaard og tilføjer: 

- Hvis nogen ikke har lyst til at tilkendegive jeres identitet, så ønsker vi ikke dem på vores klub. 

Nej tak til cap og hoodie

Udover at registrere samtlige gæster, der kommer ind på klubben vil Sigurdsgade i fremtiden forbyde caps og hoodies på klubben. 

- En stor hættetrøje eller kasket kan skjule ansigtet på folk, så vi ikke kan se dem på vores overvågningsbilleder. Det hænger ikke sammen med, at vi gerne vil skærpe sikkerheden. Derfor har vi truffet det valg. 

De nye tiltag skyldes ifølge klubben ikke en specifik hændelse, men skal være med til at sikre, at der ikke sker noget i fremtiden. 

- Det er usikkert på Nørrebro lige nu. Vi vil gerne signalere, at unge mennesker sikkert kan komme og feste hos os.

Sigurdsgade tester det nye medlemsskab de kommende dage og håber at det kan være oppe og køre til weekenden.  

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik