To mænd blev såret af skud foran Riccos Kaffebar på Holmbladsgade for to uger siden.
Skudepisoden skete lidt efter klokken syv, hvor to hætteklædte personer steg ud af en bil og i åbnede ild mod en gruppe på personer på åben gade.
De to personer, der blev ramt af skud overlevede begge skudattentatet, som politiet betegner som drabsforsøg.
Gerningsmændene er endnu ikke fundet, skønt politiet har bekræftet, at skyderiet har relationer til en bandekonflikt.
Vidner søges stadig
Bilen, som gerningsmændene brugte til skyderiet, var en hvid Suzuki Swift. Den blev fundet gemt væk bag buske på Fasanstien ved Kongelundsvej på Amager.
Politiet vil derfor gerne i kontakt med borgere, som kan have set eller hørt noget i forbindelse med, at bilen er blevet ”smidt” ved Fasanstien i tiden omkring den 31. juli -1. august 2016.
Man hører også gerne fra borgere, som måtte have set køretøjet andre steder i Københavnsområdet – enten kørende eller henstillet et sted, lyder det i en meddelelse.
Københavns Politi kan kontaktes på: 114 – eller 33141448.
Bil med særlige kendetegn
Bilen er en hvid Suzuki Swift med registreringsnummeret AD 57 221
Køretøjet er en 5-dørs Suzuki Swift 1.2.
Den skiller sig ud ved at have monteret to mindre tågelygter nederst på frontens kølergrill.
I bremselyset i bagruden, ses ved opbremsning at vise ordet ”LUSKE” i displayet.
Bilen blev stjålet den 23. april i år på Bernhard Bangs Allé på Frederiksberg, hvorfor politiet formoder, at den har været opbevaret et sted, hvor den ikke har været synlig.
Efter drabsforsøget kørte gerningsmændene fra stedet ad Holmbladsgade – Vermlandsgade – Christmas Møllers Plads og forsvandt derefter i ukendt retning.