Østre Landsret skal tage stilling til, om det var bedrageri, da tre danske mænd indleverede en falsk Rodin-skulptur til det berømte auktionshus Christie's i London.
Anklagemyndigheden har besluttet at anke dommen, hvor Københavns Byret i begyndelsen af juli frifandt mændene for bedrageri. Det oplyser vicestatsadvokat Anders Riisager.
Byretten fandt, at auktionshuset nok blev sat under pres, men at der ikke var tale om bedrageri, da mændene indleverede en falsk udgave af Auguste Rodins Grubleren.
Sagen var langvarig, men de tre blev frifundet for at ville score mellem fire og seks millioner kroner ved at føre auktionshuset bag lyset.
Nu skal sagen altså for Østre Landsret, og de tre mænd må endnu engang forsøge at erklære deres uskyld for retten.