Støjplaget beboerforening om natbevillinger: "Stop det i Indre By"

Mandag aften inviterede Stræderne og Strøgets Beboerforening støjplagede beboere i Indre by til møde om støj og møg på grund af aften- og nattelivet i Indre By.

- Jeg oplever et stigende natteliv. Flere og flere klubber som siver ned i vores kvarter. Det er hele indre by, og det er middelalderbyen. Når der bliver fyldt op et sted, så siver det hen til os andre. 

Sådan siger Lillian Sølbeck på 72 år. Hun bor på Gammel Strand og det har hun gjort i 20 år. Men noget har forandret sig, siden hun flyttede ind.

quote Jeg kan ikke sove om natten. Jeg bliver vækket mange gange, og jeg er nødt til at have vinduerne lukket.

Lillian Sølbeck, beboer Gammel Strand

Og nu er området blevet så støjplaget, at det har konsekvenser for hendes ve og vel.

- Jeg kan ikke sove om natten. Jeg bliver vækket mange gange, og jeg er nødt til at have vinduerne lukket. Det betyder, at der nu er 28 grader i soveværelset, og det er jo ikke så morsomt, fortæller Lillian Sølbeck.

Har I overvejet at flytte? For det er vel ikke så mærkeligt, at der er mange, som gerne vil bruge byen?

- Vi holder så meget af at bo i byen. Min mand har boet her hele sit liv, og jeg har arbejdet her siden 1965. Jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder.

- Jeg har det sådan, at vi selvfølgelig alle sammen skal være her. Men os beboere i Indre By - vi skal altså også kunne være her.

Og bekymringerne deler hun med andre støjplagede beboere i Indre By. Mandag aften var de samlet til beboermøde i Salon K i Magstræde. 

- Vi har to formål med det her møde. Det ene er at råbe politikerne op. For vi oplever, at det her problem er meget stærkt stigende. Vi får flere og flere barer og natklubber, og kvarteret hernede i stræderne og Strøget, det har ændret sig meget. Så vi vil gerne have, at politikerne de hører os, og at vi ser noget handling fra deres side, siger Lotte Juul, der er bestyrelsesmedlem i Stræderne og Strøgets Beboerforening, og fortsætter:

- Den anden ting er, at vi gerne vil hjælpe de beboere, som bor hernede, med at få viden om, hvordan man klager over støjen.

Stræderne og Strøgets Beboerforening har eksisteret i halvandet år og blev stiftet for at mindske larm, støj og utryghed i Indre By.

- Mange beboere er allerede generede af støjen i gaderne fra aften- og nattelivet i Indre By. Vi frygter, at det bliver værre. Især er vi bange for at området omkring Gammel Strand vil blive oversvømmet af flere barer, når den nye metrostation åbner, siger Svend Hugo Madsen, der er formand for Stræderne og Strøgets Beboerforening, til TV 2 Lorry.

Mødet mandag aften havde i første omgang til formål, at orientere beboerne om, hvilke muligheder de har for at klage over støjen. Det er nemlig beboerforeningens erfaring, at folk finder sig i støjen frem for at klage over den.

- Vores erfaring er, at mange ikke benytter den kommunale Støjvagt. Vi vil gerne hjælpe beboerne med at anmelde støj. Det er ekstremt vigtigt i det fremtidige arbejde med at forebygge støjproblemer, at problemerne registreres, så de indgår i Bevillingsnævnets afgørelser ved bevillinger og kommunens statistik, siger Svend Hugo Madsen. 

Han bliver bakket op af Lotte Juul, der mener, at politikerne bør træffe en beslutning om nattelivet i bydelen.

- Vi mener simpelthen, at problemet er eskaleret til så store dimenssioner nu, at vi er nødt til at få et total stop for natbevillinger i hele Indre By, siger hun. 

Siden 9. marts sidste år har Bevillingsnævnet i København sat en stopper for nye natbevillinger i dele af Indre By. Det drejer sig om Vestergade, Larsbjørnsstræde, Studiestræde, Teglgårdstræde, Sankt Peters Stræde og dele af Gothersgade.

På kortet herunder kan du se, hvor Københavns Kommune har uddelt bevillinger til alkoholudskækning: 

 
 
Foto: Københavns Kommue

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik