Hvis man skal til eller fra Christianshavn i morgen aften, er der god grund til at vælge en rute, der ikke går over Knippelsbro.
Mellem kl. 21.30 og 23.30 vil der nemlig være helt lukket for trafik, da broen vil blive rejst i forbindelse med en kunstnerisk filmvisning på broklappen.
Den usædvanlige brug af broklappens store flade, er i anledning af Christianshavns 400-års jubilæum, der bliver fejret i løbet af hele weekenden.
Filmen der bliver vist er 'Christianshavn - byen ved vandet', som er en kunstfilm af Palle Vedel, der kommer helt rundt i krogene i den gamle bydel. Se en teaser for filmen her.
En byfest med et program for alle
Det er Christianshavns Lokaludvalg, Lokalhistoriske Forening og Christianshavns Beboerhus, der inviterer til stor weekendfest for at hylde bydelen og dens mange facetter.
Fredag til søndag vil der være aktiviteter for alle aldre, forskellige steder i bydelen.
Her er et udpluk af programmet, der kan nærstuderes i fuld format her.
Fredag d. 17
Kl. 20 er der åbningstale ved Katrine Jensenius og koncert med Bolværket, der har inviteret Al Agami og Nisti til at spille med. Alt sammen på Christianshavns Torv.
Lørdag d. 18
Kl. 12 og 18 vises der tatoveringer fra kvindefængslet på Christianshavn i Christianshavns Beboerhus.
Kl. 14.30 til kl. 15 er der kåring af Christianshavns Ildsjæl 2018 på scenen ved Christianshavns Torv.
Kvindebandet Gasoline spiller koncert med Christianshavns All Stars kl. 20 til 22 på Christianshavns Torv.
Kl. 22.30 er der filmvisning på broklappen på Knippelsbro, hvor man kan se Palle Vedels film 'Christianshavn - Byen ved vandet', som er en kunstfilm, der kommer helt rundt i ukendte kroge af den 400 år gamle bydel.
Søndag d. 19
Fra kl. 12 til 16 er der åbne debatter om Christianshavn på Bankmuseet & Overgaden, Institut for samtidskunst.
På Asiatisk Plads er der fra kl. 14 til kl. 20 åbent skib på Georg Stage, hvor man kan komme ombord og møde de ansatte.