Kontorbyggeriet og det tidligere Nordea-domicil kaldet Ørkenfortet, der ligger på Christianshavn, bliver til et hotel.
Det står klart, efter et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation kort før årsskiftet vedtog en ny lokalplan for området.
ATP-ejendomme, der ejer den store kontorbygning med den prominente placering lige ved Knippelsbro, har arbejdet med at få solgt idéen om et kæmpehotel på matriklen i godt et år.
ØRKENFORTET I KØBENHAVNS HAVN
Ørkenfortet, som den markante bygning ved Knippelsbro hedder i folkemunde, blev opført i årene 1957 til 1962. Arkitekten bag byggeriet var Palle Suenson.
Ved færdiggørelsen blev den indrettet som hovedkvarter for B & W, der blev boende på adressen indtil 1983, da bankerne overtog i stedet. Først Privatbanken - så blev det Unibank - og i 1993 kom der til at stå Nordea på facaden af den grå bygning.
Nu er Nordea flyttet til et nyt domicil i Ørestad, og dermed kan Ørkenfortet se hen imod en fremtid som nyt, stort hotel.
Og allerede fra start af har der været stor interesse i hotelbranchen.
- Vi forhandler med en række forskellige hotelgrupper, og når vi har fundet en partner, så går vi i gang med at ændre bygningen, fortalte direktør i ATP Ejendomme, Michael Nielsen til TV 2 Lorry i januar 2018.
Siden har arbejdet primært ligget i det skjulte hos ATP Ejendomme, der skulle skaffe en partner, og Københavns Borgerrepræsentation som skulle godkende planerne.
Ny etage, 400 værelser og kendt hotelkæde
I marts 2018 meldte BC Hospitality Group med den verdenskendte hotelgruppe Hilton Hotels sig på banen, og nu er planerne om byggeriet og omdannelsen af kontorbygningen blevet godkendt af Københavns Kommune.
Senest i 2021 vil det blå Hilton-logo kunne ses i København, når ombygningen er færdig.
Til den tid vil den 29.000 kvadratmeter store bygning have plads til hele 400 hotelværelser.
Af lokalplanen fremgår det blandt andet, at der bliver tilføjet en etage ovenpå bygningen, ligesom der bliver tilbygget en åben facade langs betonmuren mod Torvegade.
Alle partier undtagen Enhedslisten, Alternativet og SF stemte for ændringen i lokalplanen.