Verdens dyreste flaske vodka stjålet på Vesterbro

Verdens største vodkasamling på Vesterbro har fået stjålet en flaske vodka til en værdi af otte millioner kroner, fortæller indehaveren af samlingen.

En afsindig dyr flaske vodka er natten til tirsdag blevet stjålet fra verdens største vodkasamling, som ligger på Vesterbro.

Det fortæller indehaver af vodkasamlingen, Brian Ingberg, til TV 2 Lorry  

Vodkasamlingen ligger under hans bar, Café 33 i Dybbølsgade, og den stjålne flaske er ifølge Brian Ingberg den eneste af sin slags.

Han fortæller, at det drejer sig om en russo Baltique vodka med en værdi på – og hold nu fast – otte millioner kroner.

Tre kilo guld og tre kilo sølv

Den høje værdi er godt hjulpet på vej af, at flasken er lavet af ikke mindre end tre kilo guld og tre kilo sølv.

Derudover er der et læderbånd med den første Monte Carlo-bil fra 1912 på toppen, fortæller Brian Ingberg til TV 2 Lorry.

- Jeg har fået den udlånt fra Rusland fra noget, der hedder Dartz-fabrikken, som laver verdens dyreste biler og vodka. Den har stået i min samling i et halvt år, men den gør den så ikke mere, siger han.

Toppen af flasken er prydet med et læderbånd med den første Monte Carlo-bil fra 1912.
Toppen af flasken er prydet med et læderbånd med den første Monte Carlo-bil fra 1912.
Foto: Brian Ingberg/Café 33

Flaskens ejer er ifølge Brian Ingberg, russeren Leonard F. Yankelovich, der er arving til Dartz-imperiet. 

- Jeg er selvfølgelig frygtelig ked af det. Den var prikken over i’et på min samling. Ud af de 1200 flasker, jeg har, var det en helt speciel flaske at have stående, siger Brian Ingberg.

Han fortæller, at flasken har været med i House of Cards i afsnit tre i sæson tre. Her spiller Lars Mikkelsen den russiske præsident, som giver flasken til Kevin Spacey, der spiller den amerikanske præsident.

Her ses skuespiller Lars Mikkelsen under et besøg på vodkamuséet på Café 33.
Her ses skuespiller Lars Mikkelsen under et besøg på vodkamuséet på Café 33.
Foto: Brian Ingberg/Café 33

 

 

Maskerede mænd låste sig ind med nøgle

Brian Ingberg oplyser, at han har anmeldt tyveriet til Københavns Politi, og at han har overvågningsbilleder, der viser to maskerede mænd, som stjæler vodkaen.

Billederne har han delt på vodkasamlingens egen Facebook-side, som du kan se nederst i artiklen

- De har åbenbart haft en nøgle eller kopieret en nøgle, og de har så rullet gitterporten op og låst døren op, og så er de simpelthen kommet ind i bodegaen og har brækket døren op til vodkamuséet nede i kælderen. Så er de stukket af med den ene flaske alene, selvom der immervæk står 1200 flasker, man kan tage, siger Brian Ingberg.

Har den været forsvarligt låst inde?

- Man skal igennem en gitterport og en dør og videre den vej ned, og der er gitter på alt. Og havde tyvene ikke haft nøglen, var de ikke kommet ind. Jeg tror, det kan være nogle tidligere ansatte. Men jeg tænker, den kan svær for dem at komme af med, for det findes kun den ene. Og jeg tænker derfor, der ikke er nogen, der vil røre ved den, siger Brian Ingberg.

TV 2 Lorry har tirsdag aften rettet henvendelse til Københavns Politi, som kan bekræfte, at de har modtaget anmeldelsen, og at sagen nu ligger hos politiets indbrudsgruppe, som vil tage sig af sagen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik