Kæresten til en 24-årig kvinde, der mandag blev fundet død i en bil i vandet ved Amager Strandpark, er blevet sigtet for drab. Det oplyser Københavns Politi.
Den døde kvinde blev meldt savnet søndag nat. Mandag blev hendes lig fundet i bilen, der af ukendte årsager var endt i en lagune mellem Amager Strandvej og Amager Strandpark.
Den anholdte mand er 24 år. Der er mandag eftermiddag ingen oplysninger om det mulige motiv til drabet.
Efterforskningen er dog i fuld gang, fortæller Brian Belling, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi.
- Vi har anholdt afdødes kæreste i forbindelse med sagen og sigtet ham for drab. Men det er endnu for tidligt at gå i nærmere detaljer omkring sagens omstændigheder, da der er behov for yderligere efterforskning, udtaler han i en pressemeddelelse.
Der er kort efter klokken 12.00 endnu ikke taget stilling til, om den 24-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør.
De pårørende til den 24-årige kvinde er underrettet.
Kun en person i bilen
Det er uvist, hvem der meldte kvinden savnet søndag nat.
Dog står det klart, at politi og beredskab mandag formiddag arbejdede med at undersøge bilen i lagunen og det omkringliggende vand.
Dykkere fik øje på kvinden i bilen og fik hende hevet op af vandet. Hendes liv stod dog ikke til at redde. Dødsårsagen ligger endnu ikke fast.
Det var melding om en bil i vandet, der fik beredskab og politi til at rykke ud til strandparken, hvor bilen lå i lagunen ud for jollerampen.
I løbet af formiddagen stod det klart, at kun én person var i bilen.
Politiet har ikke oplyst, hvor eller hvornår kæresten til kvinden er blevet anholdt.
I pressemeddelelsen lyder det klokken 12.15, at man ikke har flere oplysninger om sagen til offentligheden.
/ritzau/