300 portører på Rigshospitalet nedlægger arbejdet

Portørerne er utilfredse med arbejdsmiljøet på Rigshospitalet.

Portører på Rigshospitalet har onsdag nedlagt arbejdet.

- Det blev besluttet på et møde klokken otte i morges, siger fællestillidsrepræsentant Jens Anker Clausen til TV 2 Kosmopol.

Arbejdsnedlæggelsen er i strid med overenskomsten og gælder for omkring 300 portører på Rigshospitalet på Blegdamsvej.

Der er dog blevet oprettet et nødberedskab, så akutte patienter fortsat kan blive behandlet.

Uforudsigelige vagtplaner og højt sygefravær

Årsagen er længere tids utilfredshed med et tiltagende dårligt arbejdsmiljø:

- Der er problemer med vagtplanen og stor uforudsigelighed i, hvornår man skal arbejde, og hvornår man har fri.

- Derudover har vi også et stort sygefravær, der giver en stor grad af overarbejde. Det er et højt specialiseret hospital, som kræver, at den enkelte portør har et stort specialkendskab – og med et højt sygefravær bliver vi pressede på de kompetencer.

- Og så er der enkelte kolleger, der har oplevet at gå ned i løn.

Ifølge fællestillidsrepræsentanten rækker utilfredsheden helt tilbage til 2017, hvor hospitalets nye nordfløj blev bygget. Her besluttede ledelsen sig for en anden organisering af portørerne.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Spørg Os - Formular

_

Fortsætter det?

Arbejdsnedlæggelsen fortsætter indtil klokken 08.00 torsdag morgen, hvor portørerne igen skal tage stilling til, om de ønsker at fortsætte den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

Jens Anker Clausen håber dog, at det er muligt at finde en løsning indtil da.

- Lige nu sidder jeg med de øvrige tillidsrepræsentanter og ledelsen og forsøger at finde ud af, årsagen til er vi er endt, hvor vi er. Og vi har traditionelt haft en god dialog mellem ledelse og medarbejderrepræsentanterne, siger han. 

Rigshospitalets presseafdeling bekræfter, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse onsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik