I løbet af de seneste uger har Københavns Politi haft umanerligt travlt med at fange hashsælgere, der prøver at sælge deres varer ude foran Christiania, mens der har været udstedt opholdsforbud på Pusher Street siden den 7. januar på grund af covid-19
Mellem den 14. januar og 31. januar har Københavns Politi sigtet over 200 personer for salg af euforiserende stoffer – primært i områderne omkring Christiania.
I samme periode har de anholdt over 130 personer og konfiskeret over 350.000 kroner.
Men særligt én ting bekymrer politiet, for når de slår kloen i de kriminelle, har det vist sig, at flere unge på helt ned til 15 år har taget turen ind til fristaden for at sælge hash i nærområderne.
- Vi ser desværre, at en stor del af dem, som forsøger at tjene hurtige penge, er meget unge. Det er stærkt bekymrende. Vi har konstateret 26 unge under 18 år, og de kommer fra 11 forskellige kommuner. Nogle af dem kommer langvejs fra. For eksempel har vi haft fat i en ung mand fra Sønderjylland og en enkelt fra Fyn, men ellers hører de fleste af de unge til i København og omegnskommunerne , siger Tommy Laursen, der er politiinspektør hos Københavns Politi, til TV 2 Lorry.
Og der er fra politiets side ikke grund til at tro, at det er de sædvanlige pushere fra Christiania, der har sendt de unge ud i marken for at sælge.
- De unge kommer herhen, fordi de tror, de kan lave nogle hurtige penge. Det er dem, vi kalder lykkeriddere. De har fået fat i noget hash, og så tænker de, at nu hvor Christiania er lukket ned, så er der en masse kunder ude foran. Men så er det bare, at de hopper i politiets net i stedet for, siger Tommy Laursen.
Fanget af civile politibetjente
For flere af de unge virker ifølge Tommy Laursen slet ikke til at være vant til at være en del af miljøet. De virker meget urutinerede og i flere tilfælde har de unge henvendt sig til civile politibetjente og tilbudt at købe hash.
Politiet sætter derfor nu ind med et målrettet fokus på de unge - sammen med blandt andre SSP København.
De unge kriminelle, der ender med en sigtelse, bliver indrapporteret til SSP, som overtager kommunikationen til de kommuner, de unge kommer fra. Derudover bliver den stedlige politikreds også orienteret.
- Nogle af de unge, som vi er stødt på flere gange, dem ser vi ikke længere. Jeg har undersøgt lidt baggrunden for det, og det viser sig, at det er på grund af de kommunale tiltag, der er blevet iværksat, så det er positivt, at den her større indsats rent faktisk fungerer i nogle tilfælde, siger Tommy Laursen.
Risky business
Omvendt så åbner det op for, at der kommer nye unge lykkeriddere til, pointerer han.
Men politiinspektøren advarer også om, at det er dumt at komme ind for at sælge ved Christiania, da politiet har øget fokus på området.
- Det er risky business, og det er ikke kun fordi, vi er til stede. Det er også et miljø, hvor det hurtigt kan gå galt, hvis man kommer til at skylde penge til de forkerte. Så kommer der høje renter på, og dermed kan man blive presset til at lave yderligere kriminalitet, og det vil vi gerne sætte en stopper for, siger Tommy Laursen.
Som udgangspunkt koster det en bøde og konfiskation, hvis man er i besiddelse af hash. Bøden afhænger af mængden.
En mængde under 10 gram anses som til eget forbrug, mens mere end 10 gram anses som bestemt til videresalg, hvilket kan risikere at udløse fængsel i op til flere år.
STRAF FOR BESIDDELSE AF HASH
Som udgangspunkt koster det en bøde og konfiskation, hvis man er i besiddelse af hash. Bøden afhænger af mængden.
En mængde under 10 gram anses som til eget forbrug.
Mere end 10 gram anses som bestemt til videresalg.
Bødestørrelser - eget forbrug:
Under 9,9 gram: 2.000 kroner, 3.000 kroner (2. gangstilfælde), 4.000 kroner (3. gangstilfælde og senere)
10-49,9 gram: 3.000 kroner, 4.500 kroner (2. gangstilfælde), 6.000 kroner (3. gangstilfælde og senere)
50-99,9 gram: 5.000 kroner, 7.500 kroner (2. gangstilfælde), 10.000 kroner (3. gangstilfælde og senere)
Er man i besiddelse af mere end 10 gram hash, risikerer man frihedsstraf med henblik på videreoverdragelse eller videresalg. Her er straffen fra 10 dages fængsel i førstegangstilfælde og op til mindst fire måneders fængsel. Overstiger mængden cirka 10 kilo omfattes sanktionen af straffelovens §191, hvor strafferammen for hash går til cirka to år og seks måneder.
Kilde: Anklagemyndigheden
Beboerne i områderne omkring Christiania har tidligere fortalt at det stigende antal hashsælgere i gadebilledet, generer nabolagene.
Julius Lund, der er formand for foreningen Christianias Naboer, sagde for nylig til TV 2 Lorry, at der i den seneste tid har foregået mere eller mindre åbenlys hashhandel uden for Christianias mure.
- Der er hætteklædte unge mænd med mundbind på på gadehjørnerne. De bevæger sig rundt og henvender sig diskret til forbipasserende, siger han og tilføjer, at flere beboere desuden har bemærket, at pusherne gemmer deres stoffer bag kabelkasser.
- Det vil vi gerne være fri for, sagde Julius Lund den 21. januar.
Politiinspektør Tommy Laursen oplyser, at man har haft en god dialog med både Christianshavns Lokalråd, Christianias Naboer og Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.
- Tilbagemeldingerne fra naboerne er, at man ikke oplever utryghed i områderne omkring Christiania, så vores indsats har forhindret det. Vi er massivt derinde både med uniformerede og civile betjente, så derfor er det med stor risiko for at blive taget, hvis man tager ind for at sælge hash, siger Tommy Laursen.
Socialfaglige medarbejdere opsøger de unge
Københavns Politi oplyser, at man har holdt flere bekymringssamtaler med unge og deres forældre, og nu suppleres indsatsen ved at indsætte socialfaglige forebyggere.
Forebyggernes rolle er at opsøge børn og unge, som flakker rundt i gaderne omkring Christiania. De har for eksempel en pædagogisk baggrund, som kan have en helt anden tilgang til de unge, end en betjent har, forklarer Tommy Laursen.
Som et andet forebyggende tiltag har Københavns Politi placeret den mobile politistation på Christianshavns Torv nogle timer hver dag. Her er borgere velkomne til at komme forbi til en snak om politiets øgede tilstedeværelse i området.
- Vi vil gerne i dialog med borgerne, og vil gerne give dem en status på den indsats, vi har iværksat i området, siger Tommy Laursen.
Københavns Politi forlængede i øvrigt onsdag opholdsforbuddet, der har været gældende i fristaden siden 7. januar, med endnu en uge.
Dermed er der forbud mod at tage ophold i Pusher Street og Green Light District i tidsrummet 10-24 på alle dage frem til og med 10. februar.
Bryder man forbuddet, risikerer man en bøde på 2.500 kroner.